Menu

To gange sejr på hjemmebane. Stor opbakning på sidelinjen

image
31. oktober 2023 kl. 13:13

Liga, herrer: Roskilde II - HIK II

HIK spillere:

  • Oscar Rasmussen
  • Sofus Meyer
  • Louis Thornberg
  • Arnold Linde

Vores Liga 2 herrer befandt sig i en spændende duel i Roskilde i lørdags. Holdet leverede flot tennis gennem hele matchen, og det endte med en jævnbyrdig 3-3 efter de fire singler og to doubler var spillet. Spændingen forblev derfor intakt, da kampen skulle afgøres i en matchtiebreak efter de nye MTB-regler, hvor hvert hold stiller med en double.

Desværre måtte vores herrer se sig besejret i denne afgørende fase, men indsatsen og kampånden var ikke til at tage fejl af. Det var en dag med intens tennis og høj kvalitet, og selvom resultatet ikke gik vores vej, var holdet enige om, at de havde kæmpet deres bedste og var klar til at vende stærkere tilbage i næste kamp.

 

Elite, damer: Sønderborg - HIK 

HIK spillere:

  • Alberte Kleist
  • Fie Astrup
  • Sofie Espersen
  • Liva Viller Møller

Også vores elitedamer var i ilden i lørdags, hvor turen var gået helt til Sønderborg. Vores damer så ind i en udfordrende kamp mod Sønderborg, hvor modstanderne stillede op med hele fire tyske spillere. Selvom vores hold gav det deres bedste, måtte de desværre se sig besejret med en endelig score på 5-1.

Kampen var præget af intens konkurrence, men Sønderborgs stærke besætning og de fire tyske spilleres evner viste sig at være afgørende for udfaldet. Vores damer kæmpede tappert og gav alt på banen, men det var ikke nok til at overvinde den formidable modstand.

 

Liga, damer: HIK II - Skovshoved II

Søndag morgen kl. 9, tog HIK's 2. hold imod Skovshoved 2 i Ligaen med stor entusiasme og fokus.

HIK stillede med følgende spillere:

  • Lea Amalie Weip-Olsen
  • Celeste Deichmann
  • Karla Kleist Jørgensen
  • Filippa Arnhild

Efter singlerne var HIK i front med en imponerende 3-1 føring. Alle spillere leverede fantastiske præstationer på banen, kæmpede hårdt for hver bold og deres humør og koncentration intakt.

Holdet fulgte op med en imponerende præstation i doublerne, hvor de sikrede sig sejren i den ene af dem. Resultatet blev dermed en flot 4-2 sejr over Skovshoved, og holdets stærke samarbejde og vilje til at præstere var en realitet, der satte et smil på alles ansigter.

 

Elite, herrer: HIK - Skovbakken

HIK spillere:

  • Artem Avdieiev
  • André Meinertz
  • Thomas Kromann
  • Jacob Melskens

Efter ligadamernes kamp, var det tid til at se eliteherrerne udfolde sig på banerne. Modstanderen og oprykkeren fra Skovbakken var ikke betragtet som favorit i dagens opgør, men det var stadig forventningen at der skulle kæmpes bravt for at få sejren i hus. Med genkendelige HIK'ere på holdkortet var der lagt op til en god dag på hjemmebanen her på Hartmannsvej og det skulle da også vise sig at blive en ganske overbevisende sejr til HIK. Efter fire vundne singler, gik HIK ind til de to doubler med selvtillid og færdiggjorde arbejdet med yderligere to sejr og vi kunne dermed notere cifrene 6-0 til HIK.

Efter dagens strabadser på banerne blev både hjemme- og udehold budt på fælles frokost i restauranten. Her forkælede Berit spillerne med sin sædvanlige lækre mad og rygterne forlød da også at den gode opvartning var ganske tillokkende for Skovbakkens spillere, på trods af den lidt længere tur til træning. 

 

Overvældende støtte på sidelinjen

Som noget nyt var der gjort lidt ekstra ud af tilskueroplevelsen ved søndagens hjemmebanekampe. Her var der sørget for lidt sødt og lækkert til ganen og varme og kolde drikke ved indgangen til arrangementet. Der var blevet sat stole op og nettet mellem bane 4 og 8 var blevet fjernet, som gav en fantastisk udsigt til kampene og muligheden for at være med helt tæt på kampenes begivenheder.

Stemningen var i top, og sidelinjen var fyldt med engagerede tilskuere og støttespillere, der heppede og hejste på spillerne. En oplevelse som vi længe har ønsket at stable på benene for både vores spillere og ikke mindst supportere hertil og det var intet mindre end fantastisk at mærke den store opbakning til tiltagene - og det er bestemt ikke sidste gang vi gør det. 

 

Næste hjemmekamp

På lørdag gentager vi succesen, når vores elitedamer spiller deres første hjemmebanekamp i årets holdturnering. Her er det Fruens Bøge der står for skud og her må det forventes at møde hård modstand fra de stærke odenseanere. HIK damerne får derfor brug for al den opbakning de kan få og vi ønsker for dem, at de skal have den samme gode oplevelse og stemning med sig, som den vi oplevede ved herrernes kamp. Kig forbi hallen på Hartmannsvej lørdag kl. 13:00 og vær med til at genskabe den bedste kulisse for vores spillere! 

Luk