Menu

Sponsorkronerne vælter ind i HIK Fodbold. Fire-delt hovedsponsorat er en realitet

image Efterårets 1. herresenior trup med de fire nye sponsorer på trøjerne
13. september 2023 kl. 09:43

De skarpe HIK tilhængere har bemærket at nye sponsorer er kommet på 1. herreseniors kamptøj. HIK Fodbold har nemlig indgået aftale om hovedsponsorat med ikke blot én, men hele fire virksomheder, hvilket skaber stor begejstring i hele klubben. Det fire-delte hovedsponsorat mellem Julie Sandlau Jewelry, Jyske Bank, Brøchner Hotels og LokalBolig vil give virksomhederne stor synlighed i HIK og i lokalsamfundet, og samtidig vil sponsorerne med deres partnerskab være med til at løfte HIK ind i fremtiden.

Vi er meget glade for det 4-delte hovedsponsorat, fordi vi har fået partnere, som vil støtte op om den proces, vi er inde i. Klubbens udvikling har været ret eksplosiv, og vi har investeret i at få administrationen og det sportslige set up helt på plads. Nu er vi i gang med at tage nye skridt med vores partnere og derved kan vi fremtidssikre en klub med stor betydning for mange mennesker i Gentofte Kommune.” fortæller HIK’s fodboldformand, Kim Meurs-Gerken.

HIK har en ambition om at få endnu flere virksomheder med i det delte hovedsponsorat og vil arbejde videre med en model, hvor større virksomheder bliver en vigtig faktor i klubbens udvikling. Et koncept som tiltaler vores nye hovedsponsor LokalBolig:

Det er et meget stærkt initiativ at samle flere virksomheder omkring fodboldklubben og sørge for at vi alle trækker i samme retning. Vi har haft en del kunder, der er medlemmer i HIK eller har børn, der spiller i klubben, så vi ved, hvilke kræfter der lægges i arbejdet med fodbolden.” fortæller Nicolai Kanstrup-Clausen, ejer af LokalBolig Vinggaard & Kanstrup-Clausen. Søren Brøchner fra Brøchner Hotels stemmer i:

Vi har været en aktiv partner i HIK igennem mange år, og det er en stor glæde for os at dele vores engagement med andre store virksomheder, der har det samme mål med at hjælpe HIK videre på vejen ind i fremtiden.”

Gennem de sidste par år har klubbens udvikling været opadgående, hvor en længere række målsætninger er opnået gennem fokuserede og målrettede indsatser. Bl.a. har klubben opnået sit højeste antal fodboldmedlemmer i klubbens 123-årige levetid, med et medlemstal på 1800. Sidste år fik HIK’s akademi for drenge tildelt 3 stjerner i DBU’s licens-system og er i dag blevet blandt de 18 bedste akademier i Danmark. Pigefodbolden lever også bedste velgående i HIK Fodbold og har haft massiv fremgang med fordoblet medlemstal over de seneste par år. Klubben kan i dag udvikle spillere på såvel dame- og herresiden på et niveau, der gør det muligt både at sende og sælge spillere til større klubber. I de senere år har HIK sendt/solgt spillere til Brøndby i Superligaen og Burnley i Premier League – og tidligere i år blev 20-årige Victor Dedes solgt til den hollandske Erediviseklub PEC Zwolle. Alt sammen bedrifter som man fra Julie Sandlau Jewelry har lagt mærke til:

Vi har fulgt HIK i mange år og må bare tage hatten af for den indsats, der ydes på alle niveauer. Det er en klub med meget positive værdier, og en forening, der har kæmpe stor betydning for børn og unge i vores lokalområde.” fortæller Dennis Jacobsen, medejer af Julie Sandlau Jewelry.

HIK Fodbold ønsker at værne om foreningslivet, fordi det giver borgere, store som små, et fristed og stor social værdi i deres fritid. Noget som er vigtigt i en tid hvor mistrivsel, stress og pressede unge fylder ufrivilligt meget i samfundet. Med dygtige frivillige og loyale partnere, er vi i stand til at fremtidssikre klubben og det sociale ståsted, som vi ønsker at være og det har ikke kun værdi for HIK:

Samarbejdet med HIK passer godt sammen med vores lokale forankring og de aktiviteter, som vi har i Gentofte og Københavnsområdet. HIK er en klub med stor rækkevidde og en klub, som er meget synlig og aktiv i fodboldverdenen. Vi glæder os til at være med.” afslutter Michael Petersen, markedsdirektør Jyske Bank, Hellerup. 

Begejstringen for det fire-delte hovedsponsorat og de muligheder der medfølger er ikke til at tage fejl af hos HIK’s sportschef, Per Frimann:

Jeg er virkelig stolt af, at vi inden for ret få år har taget nogle store udviklingsskridt. Det har vi kunnet gøre, fordi vi har haft gode trænere, ledere, frivillige og spillere. Men vi har også fået stor hjælp af mange partnere og sponsorer. At vi kan lave den her hovedsponsor-aftale er et vaskeægte scoop. Det er ikke kun en gevinst for børne-, ungdomsfodbolden og bredden, men også for vores elite-satsning og vores ambitiøse 1. senior i fremtiden.”

Et stort og varmt velkommen til de nye hovedsponsorer. Vi glæder os til samarbejdet.

Luk