Menu

Kampprogram - HIK vs. Thisted FC

image Foto: Dennis Børner
15. september 2023 kl. 14:51

Hverken HIK eller Thisted FC er kommet rigtig godt i gang med sæsonen, når det handler om mængden af points. Men for begge klubbers vedkommende kunne der med lidt held og effektivitet sagtens have været flere points på kontoen.

Vores gæster har i modsætning til HIK mødt topholdene i turneringen, og det er noget af forklaringen på, at point-høsten ikke har været overvældende. Vi ved, at Thisted er et stærkt og disciplineret hold og samtidig er de utrolig svære at spille imod. Vi ved, at det kræver den rette balance af tålmodighed og kontrol på kampen, hvis man vil have points.

HIK kom ned på jorden efter udesejren over Brabrand for to uger siden og måtte se sig slået 2-0 af FA 2000 i sidste weekend. Og selv om der i fugleflugtslinje er få kilometer mellem Hellerup og Frederiksberg, så var det en lang tur hjem for HIK’erne, der havde spillet deres dårligste kamp i denne sæson.

I ugens løb blev der trukket lod til 3. runde i pokalturneringen, og for første gang i mange år fik HIK en af de helt store modstandere. Brøndby blev trukket op af hatten, og det ville under normale omstændigheder være fantastisk at kunne præsentere sådan et opgør for Gentofte borgere og HIK medlemmer.

Men desværre er HIK ikke i stand til at gennemføre en sådan kamp i Gentofte Sportspark. Den gamle bagendetribune er blevet lukket på grund af risiko for nedstyrtning fra taget, og derfor kan en kamp med mange tilskuere ikke gennemføres. Det er vi naturligvis meget skuffede over, ikke mindst fordi kampen ville blive vist på landsdækkende TV og kunne være flot reklame for både stadion, kommune og HIK.

Nu er kampen blevet lagt på Brøndby Stadion. Det er naturligvis et ikonisk sted at spille en kamp for vores spillere, og vi er så heldige, at vi kan give gratis adgang til alle vores medlemmer. Faktisk har vi en ambition om, at fylde udebaneafsnittet med glade og forventningsfulde HIK’ere – et tilbud, der også gælder vores tennis og håndbold-medlemmer.

Velkommen og god kamp til alle.

Luk