Menu

En ny sæson i sigte. Målsætninger defineres

image
30. juni 2023 kl. 12:33

Det er nu godt og vel 14 dage siden det blev offentliggjort, at 1. herresenior har fået sig en ny cheftræner i Daniel Simacon og selvom sommeren og ferieplanerne så småt udfolder sig, bliver der ikke hvilet på laurbærrene. Forberedelserne til den kommende sæson er i fuld gang og dertil hører også tanker om hvad målsætningerne for holdet skal være i sæson 2023/2024. Vi har derfor spurgt Daniel Simacon om hvad vi kan forvente os af truppen, når de melder klar til den nye sæson:

De sidste 6 måneder har holdet gennemgået en virkelig flot udvikling, som både ses i dagligdagen, men også til kampe. Intensiteten i træningen er steget og det er stor ros til spillertruppen. Det mindset skal vi holde fast i, for det skaber et fantastisk og attraktivt udviklingsmiljø for vores spillere og det er et vigtigt fokuspunkt for os.” fortæller han og fortsætter:

Vi vil gerne praktisere fremadrettet og højintenst fodbold, hvor vi skal være dominerende både med og uden bold. Vi vil gerne bygge en trup op, hvor spillerne kan få lov til at udvikle deres spidskompetencer og få dem i spil, når vi tørner ud på grønsværen. Alt dette skal lade sig gøre ved at have fokus på det gode træningsmiljø, der både rummer klubbens værdier, fællesskabet og udviklingen af den enkelte spiller. Og så går vi selvfølgelig efter at placere os i den sjove ende af 2. division.

HIK Fodbold har et stort fokus på at udvikle egne spillere og give dem mulighed for at få erfaringer på højt niveau. Dette er også en filosofi, som er vigtig for 1. herreseniors cheftræner:

Vi vil rigtig gerne give chancen til de unge spillere. Vi ønsker at binde klubbens talentafdeling sammen med 1. herresenior, så transitionen fra ungdom til senior bliver lettere. Vi mener det er vigtigt at have en relation til klubben gennem truppen, da det er til gavn for begge parter. Vi mærkede en stigende opbakning på lægterne i foråret, særligt fra klubbens yngre medlemmer og det skabte en fantastisk oplevelse. Både for truppen, men også for klubben. Det faldt lige ned i klubbens værdier; glæde, udvikling, fællesskab og vilje, at vi kunne være fælles på tværs af aldre og niveau og mødes om et fælles samlingspunkt. Det vil vi dyrke meget mere i den nye sæson.” fortæller Daniel Simacon.

Daniel Simacon vil være flankeret af et stærkt trænerteam med vores mangeårige og trofaste assistenttrænere, Bent Christensen og Torben Storm, samt målmandstræner Kim Drejs, fysioterapeut, Jeppe Skov og transitionstræner, Michael Rundager. Tilsammen udgør de et team med mange års erfaringer og kompetencer, der arbejder sammen om at skabe de bedste udviklingsbetingelser for truppen.

Det er en fælles indsats at skabe det gode træningsmiljø. Med det trænerteam vi har på 1. herresenior er det med største ro i sindet, at vi går ind i den nye sæson. Erfaringerne er store hos alle trænere og sammen, mener jeg, at vi er det helt rette hold til at føre truppen mod fælles mål.”  fortæller Daniel Simacon.

En spændende sæson venter på os og det varer ikke længe før de første træningskampe skal spilles. 1. herresenior holder pt. sommerpause og vil starte træningen op igen d. 10. juli. Inden længe vil vi offentliggøre datoerne for træningskampene, så hold et vågent øje med vores nyhedskanaler.

Luk