Menu

Anders Nordquist bliver ny ungdomsudviklingstræner i talentafdelingen

image
31. oktober 2023 kl. 15:11

Et nyt ansigt kommer til HIK Fodbold's talentafdeling. Mikkel Søndergaard, der har været ungdomsudviklingstræner indtil nu, har fået nyt job som gør at tiden til også at være i HIK ikke længere er mulig. Derfor har vi været på udkig efter en ny ungdomsudviklingstræner og ham har vi nu fundet. 

Anders Nordquist starter som vores nye ungdomsudviklingstræner for U15-U17 d. 1/11-23 og vi har glædet os meget til at byde ham velkommen i HIK. 

Afskeden med Mikkel og tilføjelsen af Anders har samtidig betydet at der laves en ændring i ansvarsområderne, hvilket betyder at Jackie Nissen (Head of Coaching) fremadrettet vil være ansvarlig for U13-U14 og U19 talentdrenge og Anders Nordquist vil være ansvarlig for U15-U17 i sin rolle som ungdomsudviklingstræner. Derudover vil Jackie Nissen fortsat have det overordnede sportslige ansvar for hele talentafdelingen.

Anders har tidligere været i HIK, hvor han efterfølgende tog til Brøndby som børneudviklingstræner og derefter i FA 2000 som talentchef. Anders har DBU A og DBU A Youth uddannelsen og kommer dermed med mange kompetencer og erfaring, som er til gavn for HIK. Ved siden af fodbold arbejder Anders som skolelærer på Bakkegårdsskolen. Anders er en utrolig dygtig leder, som er tæt på de hold han er ansvarlig for, samtidig med at han har været med til at udvikle de klubber han tidligere har været i. Hans tilbagevenden til HIK vækker stor begejstring hos talentafdelingens Head of Coaching, Jackie Nissen: 

" Vi har valgt at prioritere at have en leder, som kan være tæt på U15-U17 holdet, da vi gerne vil optimere transitionen fra U15 til U17, men også så vi kan være endnu tættere på spillerne og trænerens udvikling i dagligdagen. Dette er Anders et perfekt match til." fortæller han og fortsætter:

" Jeg er utrolig glad for at det lykkedes at få Anders tilbage til HIK. Vi tror på at han kan løfte opgaven med bravur og kan være med til at flytte vores U15-U17 segment yderligere."

Der skal lyde en stor tak til Mikkel Søndergaard, der i alle hans år i HIK har ydet et fantastisk stykke arbejde for vores ungdom i talentafdelingen. Mikkel er en rigtig HIK’er med alt hvad det indebærer og har altid været særdeles vellidt både blandt kollegaer og medlemmer. Vi ønsker Mikkel alt det bedste i hans nye job og håber at det langt fra er sidste gang vi ser ham i HIK. 

God vind fremover, Mikkel og et hjerteligt velkommen til Anders.

Luk