Menu

Nytårshilsen fra HIK's direktør

image
22. december 2023 kl. 14:41

Kære medlemmer,

2023 er ved at nå til vejs ende og vi skal ganske snart byde velkommen til et nyt år. Jeg håber, at I alle har haft tid til at samles med jeres nærmeste og haft nyt julefreden – om ikke andet for en stund.

2023 har været et hektisk år på mange måder. Ude i verden, men også i HIK. Heldigvis kan vi se tilbage på 2023 med stor glæde. Der er dog også få øjeblikke, som vi alle håber ikke gentager sig. Glædeligt er det dog, at vi i HIK hver dag oplever, at vores medlemmer mødes på kryds og tværs og samles om deres passion – hvad enten vi taler om fodbold, tennis eller håndbold.

Med andre ord, der er – igen i år – meget at være taknemmelig for denne jul. Trods alt.

 

Aktive medlemmer

HIK har i 2023 haft endnu et godt år.  Vi har i 2023 formået at fastholde vores medlemsantal i håndbold, mens vi har vækstet medlemsantallet en anelse efterhånden som året er skredet frem i både fodbold og tennis.

Endnu mere glædeligt er det, at vi endnu engang kan konstatere, at vi også i 2023 ser et stadigt stigende antal medlemmer benytte sig af vores mange medlemstilbud af høj kvalitet. Det er vi rigtig glade for. HIKs medlemmer er ikke bare medlemmer. Det er engagerede klubmennesker, der benytter sig af vores mange gode tilbud som vores mange frivillige og ikke mindst ansatte, hver dag sørger for er til stede.

Tak til jer alle medlemmer for jeres store engagement – og en kæmpe tak til alle ansatte og frivillige der dagligt sørger for, at HIK er et rart sted at komme, og hvor vi kan udvikle vores spillefærdigheder på banen.

I skrivende stund er vi 4.507 medlemmer. Inkluderer vi de passive, er vi 4.651 medlemmer.

 

Vores anlæg – flere m2 kom til i 2023 – og endnu flere i m2 i 2024 på vej

Skønt var det da vi i foråret, efter lang tids forsinkelse, endelig kunne åbne op for en nyrenoveret Maglegårdshal. Det havde vores mange håndbold- og fodboldmedlemmer – og ikke mindst vores ansatte – ventet alt for længe på. Men nu er de mange gode m2 endelig taget i brug, og jeg skal love for de bliver brugt flittigt – af ansatte, af frivillige og af medlemmer. Ydermere er vi oprigtigt glade for, at vi nu også kan tilbyde nogle gode mødefaciliteter – noget vi alle har savnet, og haft behov for, meget længe. Ydermere var vi så heldige, at vi fik opgraderet lys på (fodbold-)bane 2 og lys på (fodboldbane-)bane 1. Det har betydet meget ift hvad vi kan tilbyde af træning i årets mange mørke timer.

Vores 2 anlæg, som benyttes så flittigt af så mange medlemmer alle årets 365 dage, sørger vi dagligt for at vedligeholde efter absolut bedste evne. Bygningerne på Hartmannsvej og i havnen har efterhånden nogle år på bagen, så der er hele tiden ting der kan forbedres – og det gør vi løbende ift de midler som er afsat til dette.

Mens 2022 & 2023 drejede sig om udvidelse af m2 i Maglegårdshallen, vil 2024 fokusere på udvidelse af vores indendørs tennisfaciliteter med yderligere 2 baner.

Status for vores nye tennishal er som følger:

  • Lokalplan er godkendt i Gentofte Kommune
  • Byggeansøgning er sendt til GK ultimo november 2023
  • Byggeudvalg mødes med mulige entreprenører ift tilbudsrunde

 

Og så kan jeg i øvrigt på vegne af Hovedbestyrelsen oplyse, at HIK går efter ”den store plan” – det vil sige en ”åbning” mellem hal 2 (eksisterende hal) og den nye hal 3, således at man kan se fra hal til hal som det er tilfældet mellem hal 1 og hal 2 i dag.

 

Et fornuftigt resultat venter

Rent økonomisk ser det ud til at vi i 2023 ender med et fornuftigt resultat. Der har været god opbakning fra jer alle omkring vores mange medlemstilbud på tværs af afdelinger og vi har igen i år administreret vores samlede omkostninger. Eftersom vi er godt i gang med at planlægge opførelsen af en ny tennishal vil der der være nogle opstartsomkostninger, som i sagens natur ligger udover den almindelige drift.

 

HIK går endnu et spændende år i møde.

Det er ikke hvert år at en klub som vores skal i gang med så store anlægsinvesteringer som det er tilfældet i 2024. Og det ser vi frem til. Sikkert er det dog, at når vi går i gang med byggeriet vil det kræve at vi alle udviser rummelighed. For det vil være forstyrrende. Dele af Hartmannsvej 37 vil være en byggeplads (på bane 5/6) og vi må derfor undvære dem i den kommende udendørssæson ift nuværende plan. Det håber jeg, at I alle vil udvise forståelse for.

Tak endnu engang for et godt år i verdens bedste sportsklub: HIK. Personligt er jeg af den opfattelse, at komme i vores historiske klub dagligt og være med til at servicere klubben og alle jer medlemmer er noget jeg anser som værende et kæmpe privilegie.

Tak til alle vores ansatte som hverdag arbejder med at gøre HIK til et sted vi har lyst til at komme. Og tak til de mange frivillige som gør det muligt. Jeres indsats er uvurderlig. TAK.

Jeg ser frem til et spændende år med en masse gode oplevelser med jer alle på HIKs tennis-, fodbold- og håndboldbaner. Husk at, idéer, input, ris og ros altid er velkomment enten ved direkte henvendelse på kontoret, via telefon eller mail.

2024 tegner til at blive rigtig spændende og vi håber på jeres støtte og support hele vejen igennem.

Med disse ord vil jeg ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår.

Vi ses i HIK

Frederik Meyer

Direktør

Luk