Menu

Nye medlemmer på æresvæggen og et nyt æresmedlem blev kåret til årets generalforsamling

image
12. april 2023 kl. 17:04

Årets generalforsamling anno 2023 blev i går afholdt i Maglegårdshallen med stort fremmøde og engagement. Udover beretninger fra klubbens tre afdelingsformænd og behandling af forslag, så blev der i år også uddelt æresnåle og kåret et nyt æresmedlem.

Æresnålen gives til de medlemmer som gennem årene har ydet et stort arbejde som frivillige ledere, trænere eller på anden vis har været med til at kaste glans over klubben. Det er klubbens bestyrelse, som indstiller kandidaterne til den fornemme og traditionsrige nål. Nålen, som er fremstillet af sølv og bæres i et blå-hvidt bånd, viser på forsiden HIK-emblemet, blev for første gang uddelt ved klubbens 25 års jubilæum i 1925. Alle modtagere af æresnålen vises i øvrigt på klubbens æresvæg med et portræt på Hartmannsvej.

I år fik hele 9 medlemmer tildelt æresnålen. 

Lone Falsig, fodbold, har tidligere været fodboldformand og så har hun over mange år været ansvarlig for træning af fodboldafdelingens yngste børn. 

Erik 'Ray' Larsen, fodbold, er et mangeårigt og loyalt medlem og frivillig i HIK Fodbold, hvor han bl.a. har været ansvarlig for alle Masters hold igennem en årrække og så har han tilmed også en fortid som cafeejer i HIK.

Thomas Wex, fodbold, har ligeledes været medlem af klubben i en menneskealder og har endda været aktiv i alle tre afdelinger. Derudover har han været mangeårigt medlem af HIK's fodboldledelse. 

Per Frimann, fodbold, har igennem 15 år gjort en kæmpe indsats for klubben. Han har i mange år været medlem af HIK's fodboldledelse og så har han en kæmpe aktie i, at vi har drengelicens med 3 stjerner og et meget attraktivt og efterspurgt træningsmiljø i HIK Fodbold.

Søren Brøchner, fodbold, har begået sig i HIK fra barnsben af og har i mange år været medlem af fodboldudvalget og HIK's hovedbestyrelse, pt. fungerende som klubbens næstformand. 

Morten Samsøe, håndbold, har gennem en lang årrække været formand og frivillig i HIK Håndbold. Han har lagt mange timer i at få klub og økonomi til at hænge sammen og så er han den dag i dag stadig frivillig i HIK Håndbold.

Nina Rye, tennis, er mangeårigt medlem af HIK’s tennisudvalg og væsentlig frivillig kraft i den revitalisering af seniorbreddeområdet som vi har oplevet de senere år. Ikke mindst via N2L, som er en bragende succes, men også de mange øvrige hold og arrangementer som Nina sammen med andre dygtige frivillige sørger for til stor glæde for alle medlemmerne.

Stein Ulrich, tennis, er mangeårig førsteholdsspiller, holdkaptajn, træner, senior- og veteranturneringsspiller for HIK, og engageret frivillig stemme i klubben. Efter sin far Jørgen Ulrich, blev Stein frivillig leder og tovholder på det hæderkronede, internationale tennisvenskabssamarbejde Gregory Cup mellem HIK, All England Lawn Tennis and Croquet Club i England samt Kungliga Lawn Tennis Klubben i Stockholm, der netop i år afholdes for 75. gang i HIK – en event som Steins bedstefar Einer Ulrich startede op sammen med sine internationale kolleger. 

Peter Knap, tennis, var medlem af HIK's hovedbestyrelse i 13 år. Han har desuden spillet på HIK's førstehold i tennis igennem 11 år og så tilslutter han sig også som mangeårigt medlem af tennisudvalget, hvor Peter har repæsenteret eliten igennem en årrække.

 

Udover anderkendelsen af de flotte og mangeårige indsatser fra de ovennævnte HIK'ere, blev også vores formand, Søren Smedegaard, hyldet og kåret som æresmedlem. Søren har været medlem i HIK i 60 år og har været aktiv i klubbens tre afdelinger. Og så har han fungeret som klubbens formand siden 1998. Han har været med til at udvikle klubben og vores rammer, og så har han været med til at samle klubben til det vi kender den i dag. En velfortjent anerkendelse af en stor HIK personlighed. 

Et stort tillykke til jer alle! 

OBS: Vi arbejder på højtryk for at få referatet af generalforsamlingen på plads og forventer at have det klar indenfor de næste par dage

Luk