Guld til U15-pigerne
30. december tog HIK Håndbold U15-pigerne hjem fra Skåne Arena i Lund med guldmedaljer efter en 14-10 sejr over Lugi HF i finalen.
Finalen startede jævnt, men Lugi kom bedst i gang og bragte sig foran 3-1. HIK fik gradvist bedre kontrol med kampen. Midt i første halvleg, hvor stillingen blev udlignet til 5-5, begyndte HIK at sætte deres præg på opgøret - især gennem et kompakt forsvar.
Mere stabilt
I anden halvleg stod HIK stabilt defensivt og gav Lugi få klare muligheder. Samtidig blev angrebsspillet mere effektivt, og føringen voksede støt. Med lidt over et minut tilbage var HIK foran 13-9, og kampen blev lukket sikkert til slutresultatet 14-10.
Forsvaret var en afgørende faktor i finalen. HIK stod tæt i duellerne og arbejdede godt sammen, hvilket gjorde det svært for Lugi at finde rytme.
Cheftræner Allan Sand fremhævede efter kampen holdets tilgang.
- Jeg er stolt af pigerne. Under pres formåede de at abstrahere fra nervøsiteten og spille målrettet. Vores forsvar var kompromisløst, og sejren – både finalen og hele stævnet – var en ægte holdindsats, siger han i en pressemeddelelse.
Stemning i truppen
Spillerne pegede ligeledes på fællesskabet som afgørende.
- Vi kom uden forventninger og endte med guld. Det viser, hvad sammenhold kan gøre, og det betyder meget at kunne tage guld med hjem til HIK, siger Mathilde Leth.
Selma Adrian Møller tilføjede:
- Uanset hvem der spiller hvor eller hvor meget, så bidrager alle til holdet.
Josefine Holm fremhævede stemningen i truppen.
- Vi har en trup, hvor alle bidrager, og hvor stemningen er god. Vi har det sjovt sammen, men er samtidig fokuserede på banen og vil gerne vinde, især når vi møder stærke hold fra andre lande, siger hun.