Menu

Forældreadfærdspolitik (børnefodbold)

image

Her bringer vi en kort guide til, hvordan du som forældre bakker op om vores arbejde omkring børnefodbolden.

På vores børnefodboldhold, U6-U9, handler det ikke om at vinde, men derimod om HIK-værdierne glæde - udvikling - fællesskab – vilje. Det er de fire vigtigste grundværdier for børnefodbolden.

For at sikre den bedst mulige træning for børnene på disse årgange, er der et par vigtige ting, vi håber, at I som forældre vil bakke op om.

- Dit barn står omklædt og klar på banen, 5 minutter før træningen starter, ligesom dit barn kommer omklædt og møder til tiden til kamp.

- Vanddunke tages med ind på banen, så vi undgår, at pauserne bliver længere end nødvendigt.

- Snacks er før og efter træning. På meget varme dage er det naturligvis nødvendigt med energi, men vi opfordrer til, at snacks i så fald medbringes sammen med dunken inde på banen.

- Hvis du er til stede under træningerne, bedes du holde dig udenfor banen og med så god afstand som muligt. Det er nemmest for børnene at være tilstede i træningen, hvis de ikke har et halvt øje på deres forælder.

- Derudover bedes du afholde dig fra at bidrage til træning med kommentarer og tilråb - også de opmuntrende. Vores oplevelse er, at børnene reagerer bedst på, at trænerne er de eneste voksne, de skal forholde sig til. Det samme gør sig gældende under kamp, hvor opmuntrende tilråb og hep naturligvis er tilladt, men hvor det kun er trænerne, der sætter spillet og fortæller spillerne, hvor de skal løbe hen, og hvordan de skal placere sig eller agere.

- Som forælder beder vi dig have fokus på tilmelding/framelding til kamp og stævner i bedst mulig tid, så de mange frivillig kræfter ikke spilder tiden med planlægning og opfølgning, men bruger dem for vores fællesskabs og børnenes bedste.

- Som forælder skal du være klar over, at dit barn kan få et gult eller rødt kort, hvilket i meget sjældne tilfælde vil blive taget i brug, hvis et barn gentagne gange er forstyrrende for træningen.
Det er et værktøj, der skal give børnene en forståelse for, at det ikke er okay at ødelægge fællesskabet, og kortene er en håndgribelig måde for dem at forstå, at grænsen er nået.

- Som forælder beder vi dig overholde 24 timers-reglen.
Hvis du er utilfreds med en hændelse, skal du som forælder tidligst henvende dig til træneren eller lederen 24 timer efter. Det sikrer tid til at reflektere over, om det er et reelt problem, og det sikrer samtidig, at pulsen er længere nede, hvilket giver en mere konstruktiv dialog.

Vi opfordrer til, at du hjælper i det omfang, du bliver bedt om det og har ressourcer til. At du bakker op. Er støttende, positiv og konstruktiv. Og at du begrænser mængden af sms’er og mails til forældretrænere og frivillige, der gør et stort stykke arbejde for fællesskabet.

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse.
Luk