Menu

Tidligere HIK’ere toppræsterede ude i verdenen

image
Per Frimann
25. oktober 2026 kl. 13:18
I en weekend, hvor HIK’s 1. herresenior leverede et stort resultat i 2. division ved at vinde lokalopgøret mod FA2000 med 2-0, var det også interessant og glædeligt at se, hvordan tidligere HIK’ere toppræsterede andre steder ude i fodboldverdenen.

Det var topscorer Jonas Damkjær og tidligere akademitalent Gustav Rossen, der stod for HIK’s mål på Frederiksberg Stadion, og i England var der en anden ”gammel” HIK akademispiller, der stjal opmærksomheden.
Yousuf Salech, der spillede for HIK i hele sin ungdomstid og via HIK’s 1. senior, Brøndby og svenske Sirius endte i Cardiff, spillede en stor-kamp mod Birmingham i Championship. Waliserne vandt 1-0 på et flot mål af den store angriber i 31. minut, hvor han inde i feltet vendte rundt om sig selv på sin førsteberøring og meget resolut sparkede bolden i mål. 10 minutter inden havde han brændt et straffespark, men typisk for hans karakter og indstilling lod han sig ikke slå ud og var kampen igennem Cardiff’s farligste spiller.

Haren og Lange i Vålerenga 
I Norge scorede Lucas Haren, der i flere år var en del af en talentfuld årgang 97 i HIK, sejrsmålet for Vålerenga på udebane mod Bodø Glimt. Lucas var ”Man Of The Match” med en række flotte gennembrud og et smukt mål. Det var en overraskende sejr for Oslo’s største klub, for Bodø Glimt har vist i Champions League, at de er stort set umulige at slå på hjemmebane. Det har klubber som Inter,  Manchester City og Dortmund måttet sande.

Lucas spiller på venstre kant for den norske storklub og på modsatte side spiller en anden HIK’er, nemlig Carl Lange, der også spillede mange år i HIK’s ungdomsafdeling. Han fik debut på HIK’s 2. divisionshold som 17 årig og er i dag den nok mest kreative spiller på det norske hold.

Hjemlige himmelstrøg
Hurtigt videre til Hvidovre stadion, hvor HIK’s topscorer i sidste sæson, Donavan Bagou, scorede sit 7. sæsonmål for Betinia Liga klubben. Den hurtige og kontant afsluttende angriber scorede et af sine karakteristiske mål, hvor han lidt på egen hånd rykkede sig fri i en omstilling og scorede til 2-0 for Hvidovre.

Ikke langt derfra på Gladsaxe Stadion scorede den tidligere HIK’er Noah Engell efter 83 minutter et fantastisk mål, hvor han fra 22 meter hamrede bolden forbi Koldings keeper til en 1-0 sejr. Noah, som HIK fandt i Frederikssund i Danmarksserien, har (ligesom de ovenfor nævnte spillere) muligheder for en stor karriere, der rækker længere end Betinia Ligaen. Han er stadig et af HIK’s største spillersalg og en spændende offensiv spiller, som det er værd at tage på stadion for at nyde.

Kort sagt: En weekend, hvor HIK’s unge mandskab kæmpede sig til 3 point i svær udekamp, og hvor Yousuf, Lucas, Noah og Donavan understregede, at de ikke har glemt, hvad de lærte i HIK. Nemlig at score mål. 

Højdepunkter:

Se højdepunkter fra Lucas Harens og Vålerengas sejr her. (Minut: 2.02)
Se Yousuf Salechs brændte straffespark og efterfølgende flotte mål her. 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse.
Luk