Ny ambassadør: Josephine Behrmann Lamp
For de fleste HIK’ere behøver vores nye ambassadør ikke nogen introduktion, da hun trods sine kun 16 år er et velkendt navn og ansigt på Maglen.
”Jeg kan ikke få armene ned over, at Josephine har sagt ja til at være ambassadør for HIK Fodbold. De erfaringer, hun som pigespiller i HIK, har gjort sig, er nogen, vi rigtigt gerne vil lære af, og vi er stolte af, at vi har bidraget til at udvikle en spiller med så åbenlyse kvaliteter,” siger klubchef Malte Meier Carlsen.
Josephine Behrmann Lamp kom til HIK fra BSV (i dag FC Rudersdal) som U9-spiller, hvor hun frem til U14 spillede og blev anfører for drengeholdet. Da hun blev 15 år, skrev hun sin første professionelle kontrakt med FC Nordsjælland, og nu venter det store udland.
”Jeg har sagt ja til at blive ambassadør, fordi jeg håber, at jeg kan være med til at få endnu flere piger til at spille fodbold i HIK, hvor jeg selv har haft nogle rigtigt gode år. Jeg oplevede et miljø, hvor der både var støtte og hjælp at hente, mens jeg også blev matchet, så jeg kunne udvikle mig rigtigt godt,” siger Josephine Behrmann Lamp, der inden længe bliver præsenteret i en europæisk storklub og dermed snart kan kalde sig udlandsprofessionel.
”Jeg kan ikke sige, hvor jeg skal hen endnu, men jeg glæder mig til det eventyr, der venter mig,” siger hun med et smil.
HIK Fodbold ser frem til samarbejdet med Josephine og sætte hendes erfaringer i spil for de kommende pigespillere i HIK.







