Menu

HIK ansætter Carsten Dohm som ny akademichef

image Carsten Dohm, Malte Meier Carlsen og Morten P. Ortwed.
jmt@hik.dk
04. juni 2026 kl. 11:35

Efter måneders arbejde med at analysere, strukturere og videreudvikle fodboldproduktet i HIK er en ny vigtig brik faldet på plads, da Carsten Dohm er tiltrådt den 1. juni i en nyoprettet stilling som akademichef.

På flere niveauer bliver der arbejdet på at optimere HIK Fodbold, og et af områderne, der har høj prioritet, er talentudvikling. Som en del af det arbejde er der nu hentet en stor kompetence ind til klubben i form af Carsten Dohm, der kommer fra en ledende stilling som Head of Coaching i San Diego FC, og blandt andet også har en fortid hos Right To Dream Akademierne, samt været en del af talentudviklingsmiljøerne i Brøndby IF og hos FC Nordsjælland. 

Et nyt niveau
Formand for Fodboldudvalget Morten P. Ortwed er begejstret for det løft af miljøet, som Carsten Dohm skal bidrage til.  

“Som ny formand for fodboldudvalget i HIK har det været vigtigt for mig, at vi har fundet en kapacitet, der kan bygge ovenpå det flotte arbejde, der er lavet i HIK igennem tiden, men også være med til at sætte en ny retning. En retning, hvor vi både former klubbens børn og unge som fodboldspillere, men også som mennesker. Carsten kommer med en ekstrem erfaring fra de største steder, og han er helt sikkert en af nøglerne til, at vi kan gøre HIK til en endnu bedre fodboldklub for de mange børn og unge, vi har i HIK.” 

Den nyoprettede stilling som akademichef skal bidrage til at løfte niveauet på tværs af hele fodboldafdelingen og skabe en tydelig retning, en stærkere sammenhæng, mere struktur og en klar kommunikation for de knap 1.700 medlemmer i HIK Fodbold. Både dem, der jagter drømmen om en professionel karriere og dem, der spiller i HIK for fællesskabets og motionens skyld.

En brydningstid er i gang 
Klubchef Malte Meier Carlsen deler formandens begejstring og ambitioner:

”Vi er stolte over at kunne tiltrække en kapacitet som Carsten Dohm til HIK. I vores mange samtaler har det stået klart, at Carsten ser talentudvikling på en måde, der ræsonnerer perfekt med det udtryk, vi gerne vil skabe i HIK Fodbold,” siger han og fortsætter:

”Vi står i en brydningstid, hvor kravene til de mest talentfulde børn og unge idrætsudøvere er ekstreme. Hos os skal der være plads til at være superambitiøs, få exceptionel god træning og jagte drømmene, men samtidig skal der også være plads til at være barn, ung og sårbar. Og her spiller vi som fodboldklub en afgørende rolle. Derfor er talentudvikling så vigtigt et emne, og vi har set et behov for at opkvalificere vores tilbud på vores i forvejen stærke akademi. Her har Carsten vist en nysgerrighed, tilgang og seriøsitet, som vi er overbeviste om kommer til at videreudvikle fodboldproduktet - og oplevelsen i HIK på den bedst mulige måde.”

Carsten Dohms ansættelse er ifølge klubchefen udtryk for, at HIK Fodbold nu styrker forudsætninger for de bedste spillere, der skal matches bedst muligt, og samtidig fastholder ambitionen om at være en klub, hvor børn og unge kan udvikle sig sent, have mindre gode perioder og stadig føle sig som en del af holdet.

”Det er vigtigt for os, at børn og unge oplever glæden, udfordringerne og fællesskabet ved at spille fodbold i så lang tid som muligt. Det mener vi – og Carsten – i allerhøjeste grad kan kombineres med, at vi som klub leverer et exceptionelt sportsligt og dannelsesmæssigt tilbud, mens spillere får plads og mulighed for at være top ambitiøse idrætsudøvere.”

Håndtryk og overblik
Arbejdet med at udvikle drengeakademiet for U10-U19 er Carsten Dohm i fuld gang med sammen med den øvrige sportslige ledelse, og der kommer til at ske ændringer, men grundlæggende vil tilbuddene ligne det nuværende. Dog med vigtige justeringer, som vil styrke talentudviklingen. 

"Jeg har gennem en årrække været glad for at komme i HIK, hvor jeg har været med til workshops, ekstra træning og træning på tværs af klubber. Da jeg for nyligt fik præsenteret en ambitiøs plan med et holistisk fokus og lejlighed til en dybere snak med gode mennesker, der vil det bedste for hinanden og klubbens børn, samt virkelig er klar til at smøge ærmerne op, var det let at sige ja til at blive en del af HIK," siger akademichef Carsten Dohm, der fortsætter:

"Der venter os absolut ikke en let opgave, men jeg ser frem til at starte en rejse, hvor det, vi siger, er det, vi gør, og at vi tør tænke og agere anderledes og gå mod strømmen i moderne fodbold. Vi skal tro på, at vi kan løfte hele klubben. Både for dem, der søger et fællesskab og for dem, der har ambitioner om at forfølge en fodbolddrøm," siger han og slutter med et lille motto, som han altid arbejder ud fra:
"At lykkedes er vigtigt, men hvordan vi lykkedes, og hvem vi lykkedes sammen med, er endnu mere vigtigt.” 

HIK Fodbold vil i nærmeste fremtid invitere til en informationsaften, hvor Morten P. Ortwed og Malte Meier Carlsen vil præsentere planerne og visionerne for den næste fase i arbejdet, og akademichef Carsten Dohm vil få mulighed for at præsentere sig selv, sine tanker om akademiet og tilgangen til det sportslige set-up i fremtidens HIK Drengeakademi.
Mens Carsten Dohm finder sig til rette på anlægget, bedes spørgsmål rettes til:
Formand Morten P. Ortwed på mo@hik.dk
Klubchef Malte Meier Carlsen mmc@hik.dk
Luk