Ny håndboldformand

Ny formand for HIK Håndbold: Mads Bonde overtager efter Mette Vestergaard
Efter Mette Vestergaards nylige udnævnelse som næstformand for eliten i Dansk Håndbold og hendes afgang som formand for HIK Håndbold, er det nu en glæde at kunne meddele, at klubbens nuværende næstformand, Mads Bonde, indtræder som ny formand for HIK Håndbold og dermed også som medlem af HIKs hovedbestyrelse.
En erfaren profil overtager
Mads har været en del af HIK siden barndommen. Han begyndte at spille håndbold i klubben som 7-årig og har fulgt klubben op til Old Boys-holdet. Han har med sin mangeårige tilknytning et indgående kendskab til HIK og er en stor ressource for klubben.
”Jeg er meget taknemmelig for den tillid, jeg har fået ved at skulle overtage formandsposten efter Mette. HIK Håndbold har været en stor del af mit liv, siden jeg var ganske ung, og spiller stadig med Old Boys i HIK. Jeg glæder mig til at fortsætte det stærke samarbejde med både bestyrelsen, udvalget og ikke mindst alle vores engagerede medlemmer. Vi har en fantastisk klubkultur, og jeg ser frem til at bygge videre på det solide fundament, som Mette og teamet har skabt gennem de seneste år.”
Tak til Mette – og velkommen til Mads
Vi vil endnu en gang takke Mette Vestergaard for hendes store indsats og engagement for HIK Håndbold gennem årene, og vi ser frem til at fortsætte den positive udvikling af klubben med Mads Bonde i spidsen.
Har du spørgsmål, er du som altid velkommen til at kontakte HIK Håndbolds Daglige Leder Christian Dalmose (cd@hik.dk) eller HIKs Direktør Frederik Meyer (fm@hik.dk).