Menu

HIK tager til Skive i sæsonens 3 udebanekamp

image
28. august 2025 kl. 14:42

Lørdag (30/8) drager HIK igen mod det jyske, nærmere bestemt Skive, i jagten på points.

 

Man fornemmer at Skive IK har været divisionshold rigtigt længe, men det er faktisk ikke tilfældet. På nær 2 kampe i kvalifikationsturneringen i 1960érne og 3 år i 3 division i 1970ér, skal man hen til sæson 1994/1995, før Skive blev en fast bestanddel i divisionerne. Det mest som 2 og 1 divisionshold. HIK har mødt Skive IK (SIK) 25 gange – vundet 11, tabt 13 og spillet 1 remis. Den statistik kan passende forbedres lørdag.

 

Omkring forrige århundredeskifte var der i Skive 2 idrætsklubber, Skive Boldklub (startede som cricketklub) og Skive Gymnastikforening. For at forhindre at de kommunale myndigheder fortsatte med at ignorere idrætten, slog man d 18 marts 1901 sig sammen under navnet Skive Gymnastik- og boldklub - senere omdøbt til Skive IK. Sammenlægningen var mere af nød end lyst, da ”håndværkerne” og ”flipsvendene”, ikke syntes specielt godt om hinanden. Idrætten dyrkedes på byens dyrskue-, markeds- og festplads ved Grønnegade. ”Banen” var ikke udpræget velegnet til boldspil – den var fyldt med huller, og græs var der ikke meget af.

 

Behovet for omklædningsfaciliteter og klubliv steg, og i 1908 havde SIK selv skaffet de nødvendige penge til materialer ved indsamling blandt klubbens medlemmer, lokale firmaer samt fra basarer og dilettantkomedier. Og så gik klubbens medlemmer, ellers i gang med at bygge klubhuset i deres fritid. I 1919 måtte klubhuset udvides med en ny 1. sal. Arbejdet udførtes igen af frivillige, mens materialeudgiften androg Kr. 1.137!

 

Under 2. verdenskrig besluttede Skive Kommune (i lighed med Gentofte) at anlægge et nyt stadion anderssted, som et beskæftigelsesprojekt, der skulle forhindre eksporten af arbejdsløse til Tyskland. Skive stadion indviedes i 1944, mens Gentofte indviedes i 1942. Grundet krigens mangel på materialer, måtte det gamle klubhus flyttes med. Hvert bræt blev nummereret og klubhuset blev genopført (igen af frivillige), ved det ny stadion på Engvej.

 

Stadion hedder disse år ”Hancock Arena” og er i dag udstyret med moderne tribune med god og rummelig lounge, samt andre faciliteter. Stadionsponsoren kendes jo på det fremragende øl, der brygges på deres bryggeri - der jo faktisk hed Thordal Bryggeri og Mineralvandsfabrik fra 1895 til 1971 - hvor nuværende navn kom til. En rundvisning med prøvesmagning (husk at prøve ”Old Gambinus”), kan anbefales.   

 

Det +100 år gamle medlemsbyggede klubhus, er efter en hensygnende periode, atter blevet flyttet. Med hjælp fra Realdania, er huset blevet gennemgribende renoveret og tjener nu som kultur- og forsamlingshus på Havnevej - kendt som det ”røde klubhus”.

 

Luk