Menu

Ali Almosawe til HIK

image
09. januar 2026 kl. 11:22

Ali Almosawe til HIK

HIK har skrevet kontrakt med Ali Almosawe, der i nogle måneder i efteråret trænede med på klubbens 2. divisionshold. Ali havde brug for at træne sig op til sit bedste niveau efter at have spillet for Vikingur Reyjakvik på Island, og i denne periode overbeviste han alle i HIK om sit kæmpestore potentiale. 

”Ali er en utrolig dygtig spiller, og vi er meget glade for at lande ham på en kontrakt i HIK. Folk, der har fulgt med i ungdomsfodbolden i Danmark ved, at der i ungdomsårene var tale om et helt unikt talent. Ali har haft modgang med skader, men han har arbejdet hårdt og målrettet for at komme tilbage, og nu er det altså HIK, der har muligheden for at hjælpe ham videre” fortæller cheftræner Daniel Simacon.

Som børne- og ungdomsspiller i FC Nordsjælland og FC København medvirkede Ali Almosawe’s tekniske niveau til, at han var et af de største talenter – ikke kun i Danmark men også i international fodbold. Det betød dengang, at en række af de største europæiske klubber fulgte ham, mens han spillede i Danmark.

”Det er meget opløftende, at vi kan se frem mod forårssæsonen med Ali’s tekniske og kreative kvaliteter på holdet. Efter at vi har sagt farvel til topscorer Milan Silva, der var på leje i HIK, kan vi nu sige velkommen til en ny profil på holdet ” siger Daniel Simacon 

HIK ligger nr. 4 i 2. division med 7 points op til AB på 1. pladsen. Første kamp i sæsonen er netop på udebane imod akademikerne fra Gladsaxe d. 7. marts kl. 14.00.  

Luk