Ændring i HIK fodbolds talentledelse
Til orientering er vi i dag blevet enige med Jackie Nissen om, at han per dags dato stopper som Head of Coaching for Talentafdelingen i HIK Fodbold.
Jackie har været en del af HIK siden 2017 og har gennem årene sat et stort og tydeligt præg på klubbens talentarbejde. Han har bidraget til at opbygge et stærkt sportsligt fundament og har været en vigtig del af vores udvikling som klub.
Vi vil gerne sige en stor tak til Jackie for hans indsats, engagement og mangeårige bidrag til HIK – og ønsker ham alt det bedste fremover.
Indtil en ny struktur er på plads, vil ungdomsudviklingstræner Anders Nordquist være kontaktperson for de sportslige områder, som Jackie hidtil har varetaget.
Administrationschef Michael Jensen vil være kontaktperson på de administrative områder, mens spørgsmål til HIK’s overordnede sportslige strategi skal rettes til klubchef Malte Meier Carlsen.
Vi vil i den kommende tid arbejde målrettet med at udvikle vores kultur, samarbejde og hverdag. Med fortsat fokus på åbenhed, trivsel og fælles retning på tværs af afdelinger.
HIK står, bl.a. på grund af Jackies indsats, på et stærkt fundament, og vi har meget positivt at bygge videre på. Jeg håber, at alle vil bidrage aktivt til at skabe den næste fase i klubbens udvikling – sammen.
Når den nye organisation er på plads, vil der blive informeret herom.