Tennisskolen (6-10 år)
Vores tennisskole er i øjeblikket yderst populær. Derfor er det desværre ikke muligt at optage nye elever i sommersæsonen 2022. Du kan i stedet skrive dit barn på ventelist ved at sende en mail til kontoret@hik.dk med følgende info:
- Barnets fulde navn
- Årgang
- Niveau
- Medlem/ikke medlem
- En forælders tlf. nr. og mail
Tennisskolen er et træningstilbud for børn fra ca. 6 -10 år og består af spillere som typisk træner 1 -2 gange om ugen á 45 min, samt udvalgte U10 spillere som træner 3-4 gange om ugen. I alt 150 spillere
Mål med tennisskolen
Vores mål med tennisskolen er at at give dem så tekniske færdigheder som muligt, så de får en god basis at arbejde ud fra, når de senere rykker op i juniorgruppen. Samtidig må vi ikke glemme at det også skal være sjovt at spille, det er det allervigtigste fokus på tennisskolen.
Når vi planlægger træningen, forsøger vi at sætte spillerne sammen så de matcher spillemæssigt og aldersmæssigt. Men man må også forberede sig på at kunne blive flyttet lidt rundt, såfremt man udvikler sig på en måde så det giver mere mening at spille med andre.
Træningskoncept
Træningskonceptet som der arbejdes ud fra er baseret på Dansk Tennis Forbunds anbefalinger til indholdet i træningen og på strukturen af det engelske tennisforbund (Lawn Tennis Association)
Dansk tennis forbund kalder perioden 6-10 år for den legende fase, hvor det primært handler om at udvikle kroppen basale færdigheder også kaldet kroppens ABC, som står for agility, balance og coordination. Det er altså den motoriske træning som er i fokus for spillerne i disse årgange fordi det at kunne bevæge sig på den rigtige måde danner basis for den tekniske udvikling senere hen.
Selve strukturen er bygget op så man kører et modul af seks ugers varighed, hvorefter man gentager dette modul tre gange i løbet af en sæson. Vi har valgt denne struktur for at gøre tingene nemmere for både spillerne og trænerne. Ved at bruge færre øvelser, men på forskellige måder, skal trænerne bruge mindre tid på at forklare øvelserne, og spillerne har nemmere ved at komme i gang med spillet når de kan genkende øvelserne og ved hvad der forventes af dem når trænerne sætter dem i gang.
Forskellige boldkategorier/Boldfarver:
Som led i Dansk Tennis Forbunds anbefalinger arbejder vi ud fra ’Play and Stay’ filosofien, hvor boldenes sværhedsgrader er symboliseret ved de forskellige farver som er tilpasset til spillernes niveau. Det giver både sjovere træning og øger muligheden for at træne tekniske færdigheder tidligt, hvilket gavner spillerens udvikling på langt sigt. Derfor er det også vigtigt, at man passer på med ikke at lade børnene avancere for hurtigt til næste boldtype og banestørrelse. Undersøgelser viser, at ved for hurtigt avancement risikerer spillerne at udvikle uhensigtsmæssige greb eller mister glæden ved spillet fordi det pludseligt går for hurtigt, hvorved spillernes udvikling kan hæmmes – hellere spille med for lette fremfor for svære bolde, som de ikke kan styre.
Tilmelding:
Man skal være medlem af HIK Tennis for at modtage dette træningstilbud.
Du kan se priser og blive medlem her