Menu

Et tilbageblik på en spændende sæson i 1. division

image
20. december 2022 kl. 12:42

Alle kampe er spillet og juleferien har så småt indfundet sig. Damesenior spillede deres sidste kamp på udebane i weekenden mod DHG, der endte 26-20 til hjemmebaneholdet. HIK's damer ender dermed på en foreløbig 11. plads. Vi har taget en snak med træner, Thomas Brønd om sæsonen indtil videre og hvad vi har i vendte på den anden side af nytåret.   

 

  • Hvordan har det været at spille i 1. division?

Vores første år i 1. division har vi skullet vende os til, at alt gik noget hurtigere og specielt fysikken var meget større. Fra at være et af de stærkeste til at være et hold som skulle til at tænke mere på at komme i overtal end at kunne vinde duellerne 1 mod 1. Det har taget os noget tid, specielt defensivt. Vi synes selv at vi er på rette vej, men vi konstaterer også at der er noget vej endnu.   

 

  • Er sæsonen gået som forventet eller har der været overraskelser?

Det første halvår har været lidt blandede bolsjer, hvor der har været nogle ting vi er meget glade for, men også nogle kampe hvor vi langt fra er tilfredse. Vi er meget glade for de point vi har fået, og her står sejren over Bjerringbro som det flotteste resultat. Af ting vi ikke er tilfredse med, er der desværre en del af. Vores præstationer i AGF og DHG er ikke noget vi er okay med, og til dels ej heller Ejstrup og Hadsten kampene. Det skal der arbejdes på.

 

  • Hvad tager i med jer ind i den sidste halvdel af sæsonen og hvad har vi i vente?

I den første halvdel efter jul, skal vi være meget mere klar på det hårde fysiske spil og skal være meget mere klar på hvad der kræves af os i kampene. Vi skal være meget mere trænings ivrige, da vi jo er bagud på fysisk og tempo, sammenlignet med de andre hold.  

 

  • Hvad er jeres målsætning for resten af sæsonen?

Vores målsætning er den samme som før sæsonen gik i gang, nemlig at vi også har et hold i 1. division næste sæson. Så hvis vi skal summe 1. sæsonhalvdel op, så er den ikke godkendt, men vi har mange muligheder for at, det ender med at den hele sæsonen bliver det. 

 

Vi krydser fingre for at målsætningen indfries! Nu sender vi damerne på en velfortjent julepause og så glæder vi os til at se dem på banen igen d. 7. januar. God jul! 

Luk