HIK tager imod Frem på fredag kl. 19:00 - Gentofte Sportspark

Kuren mod dårlige nerver?
På fredag kl 19.00 spiller vi mod Boldklubben Frem i Gentofte Sportspark. Det plejer at være en god oplevelse på banen og på tribunerne.
Det er muligt, at vi er mange, der romantiserer lidt ang. Frem’s fans. Men sandheden er, at det altid er en fornøjelse at have dem på besøg. Der er plads til glæde, godt humør, larm, begejstring – og en smule selv-ironi. Frem er en af landets ældste klubber og fan-kulturen og opbakningen er historisk og utrolig loyal – selv i de mørkeste øjeblikke med konkurser og nedrykninger (1993 og 2010).
Frem spillede sidst i Superligaen i 2004 og den traditionsrige klub har siden haft en lidt omskiftelig tilværelse, hvor nedrykningen til Københavnsserien i 2010 var et lavpunkt, ligesom nedrykningen til 3. division i 2023 også var hård at komme igennem. Det var dengang, at det var et spørgsmål om, hvorvidt HIK eller Frem skulle rykke ned, og HIK reddede sig ved at vinde 2-0 over Skive.
Det lader til at være nye tider for Valby klubben, der i denne sæson har spillet god fodbold og i øvrigt var meget tæt på at komme i Oprykningsspillet, hvilket bestemt ikke havde været ufortjent.
Begge hold kommer til Gentofte Sportspark med uafgjorte resultater. HIK måtte nøjes med 1-1 mod Nykøbing FC, og Frem havde samme resultat på hjemmebane mod Helsingør. Det er resultater, der siger alt om, hvor lige rækken er, og hvor svært det er for alle klubber at lægge afstand til konkurrenterne.
Der var rigtig gode, spillemæssige momenter for HIK i kampen mod Nykøbing FC, og spillerne leverede som altid en kamp med den rette indstilling og god fight. Men det betyder noget at komme foran i disse kampe – det kan faktisk være helt afgørende. Nykøbing FC scorede det første mål, og HIK er nu kommet bagud i de sidste 4 kampe i træk.
Akkurat som i Superligaen med Lyngby, Vejle og AaB i et hårdt nedrykningsræs, hører man ofte trænerne sige, at ”det første mål vinder kampe” Det samme er tilfældet i 2. division. Det giver simpelthen et ”boost”.
Så vi krydser vi fingre for at vi scorer først. Det er i øvrigt også den bedste kur mod dårlige nerver hos tilhængerne, der igen i år må kæmpe med presset i Nedrykningsspillet.
Kom og støt HIK i en af årets vigtigste kampe kl. 19.00 på fredag d. 2. maj.