Menu

Succes hos U11 og en anderledes dag i HIK trøjen

image Trænerne Rikke Stavnsbjerg og Jakob Holm sammen med nogle af vores U11P. Lisbet L Sørensen & Jacob Halberg mangler på billedet men træner også pigerne.
11. januar 2022 kl. 15:26

Vi har kun lige taget hul på januar og vores to meget stærke U11 hold har allerede fået et velfortjent rygklap. Både pigerne og drengene er blevet inviteret med til det uofficielle U11 DM, som er en invitationsturnering for de bedste hold i landet. Begge trænerteams glæder sig meget over denne anerkendelse og glæder sig over at spillerne får muligheden for at opleve dette stævne.

Udover at vi har nogle meget dygtige spillere på U11, har vi både på pigesiden og drengesiden også en stor bredde og flere hold tilmeldt turneringen. Vi oplever to store årgange, der tæller hhv. 45 piger og 35 drenge. Det er en vigtig prioritet for HIK Håndbold, at der er plads til både at præstere håndboldmæssigt, samtidig med at vi bevarer en stor bred trup. Dette er en vanskelig balancegang, som vi har stort fokus på og arbejder meget med i samarbejdet med trænerne og børneudvalget.  

Det er udelukkende lykkedes takket være de dedikerede trænere, vi har været så heldige at have på U11. Begge vores U11 hold er trænet af forældretrænere, der har lagt en imponerende energi i deres hold ved siden af deres familie- og arbejdsliv. Fra HIKs side er vi jer taknemmelige for det kæmpe arbejde, I lægger hver eneste uge for at gøre netop vores klub til noget helt specielt.

Endnu en gang tillykke til vores dygtige og søde U11 spillere, deres meget dedikerede og dygtige trænere samt forældrene, der på imponerende vis bakker op omkring holdene. Vi glæder os til at følge jer både til DM og i turneringen, samt ikke mindst følge jeres udvikling som håndboldspillere og mennesker. En spændende rejse ligger forude! 

U11D der besøgte GOG tidligere i sæsonen. Trænerne Camilla V Flintegaard, Peter Eugen Clausen, Morten Sørensen og Thomas Terp er ildsjælene der tager hånd om vores seje drenge. 

 

Hold øje med U11 pigerne på TV2!

Seks af vores U11 piger har været så heldige, at de har været med til optagelse af en kampagnefilm på TV2 ifm. Herrernes EM 2022. Måske du allerede har set dem i tv?Hold skarpt øje med vores seje piger, når de ruller over skærmen og viser vores flotte HIK trøjer frem! Og stort tak til TV2 for at give dem denne fede oplevelse.

  

Nogle spændte piger der er top klar til kameraet og en anderledes dag i HIK trøjen

Luk