Menu

En aktiv uge i HIK

image Endnu en gang kunne vi se glade seniordamer i omklædningen efter en sejr på hjemmebane
07. december 2021 kl. 13:18

Vores flagskib, 2. divisions damerne, skulle i weekenden forsvare 1. pladsen og gjorde det med bravur. IF Stjernen blev sendt retur til Odense med et nederlag på 11 mål, da vores piger sejrede med 31-20. Der var tale om en stærk holdindsats fra alle pigernes side. Det bør bemærkes at vi har et stjernefrø i svøb, Anne Svendsen, der er 1. års U19 spiller, hun markerede sig med en fantastisk indsats. Anne er en "ægte" HIK'er, der har spillet i vores klub hele hendes karriere.

Vores 1. herrer måtte desværre se sig slået i deres to hjemmebanekampe med hhv. 1 og 4 mål. De kæmpede en brav kamp og der var tale om to meget tætte og spændende kampe. Drengene ligger nu på en 9. plads og skal igen i aktion på torsdag, hvor de spiller mod HK 73 i Frederikssund. Skulle man befinde sig på disse kanter, så kom gerne forbi og bak vores drenge op.

Vores 3. divisons damer fik desværre deres hjemmekamp mode Øresund afbrudt pga. vand på gulvet. En uheldig situation, som der bliver arbejdet på højtryk for at forhindre skal ske en anden gang. Vi fik derfor 2 ud af 8 point hjem til Hellerup, men har muligheden for at nappe yderligere 2  point, når Øresund kommer retur til Hellerup.

 

U11D brugte lørdagen på Fyn - sammen med store håndboldprofiler

Indledningsvist spillede de en træningskamp, men højdepunktet var kampen i Herre Ligaen. Vores drenge fik nemlig den fede oplevelse at være med til indløb med GOG´s herre hold. Drengene fik sig uden tvivl en oplevelse for livet! Der skal lyde en stor tak til GOG og HIK's trænerteam for at give drengene denne store oplevelse.

 

Ordrup Gymnasium spiller finale i gymnasiehåndbold med HIK'ere på holdet

Vores spillere repræsenterer ikke kun HIK, men også deres skoler. En håndfuld af vores U17 og U19 spillere var med deres gymnasie - Ordrup Gymnasium - i Farum for at spille turnering. Drengene spillede nogle spændende og tætte kampe, men gik desværre ikke videre fra puljen.

Pigerne lagde suverænt ud og fejede alt modstand af banen og avancerede til finalen. I finalen blev hjemmeholdet - Marie Kruse - desværre for stor en mundfuld, men pigerne fik hevet en flot 2. plads hjem til kommunen.

Tak til vores piger og drenge for at repræsentere både Ordrup Gymnasium og HIK i så imponerende stil. 

Luk