Menu

Damerne fører nu 2. division

image Der er lagt op til stor aktivitet i Maglen og forhåbentlig en masse point til HIK i weekenden
03. december 2021 kl. 09:28

Damerne er ved at afslutte den første halvdel af sæsonen - og det har været intet mindre end en fornøjelse at følge dem. To kampe mangler at blive spillet og damerne ligger pt. på førstepladsen i 2. division. Det andet tophold, HØJ, spillede uafgjort mod FIF og derfor befinder vi os nu alene i toppen. Det ville være fantastisk at tage på juleferie på en oprykningsplads!

På søndag gælder det IF Stjernen, der kommer på besøg i Maglen. IF Stjernen er et af rækkens midterhold, men skal absolut ikke undervurderes. Ifølge vores træner Thomas Brønd minder holdet meget om det hold som rykkede ned fra 1. division og de har nogle gode profiler i Mia Nygaard på højre back og Louise Kristensen på højre fløj. Derudover har de en af rækkens bedste keepere. Vores piger skal derfor spille med HIK-hjertet på rette sted og kæmpe, som de plejer for at sikre en sejr.

Vi er imidlertid enormt udfordret på skader og kæmper med at få lukket hullerne, for de piger vi mangler. Heldigvis er vi godt stillet med de spillere som er tilbage. De har vist et imponerende flot niveau i kampene, og kommer med alt, hvad de har, hver gang vi træner og spiller. Kom derfor i Maglen og støt vores piger i kampen om at forsvare dukse positionen i 2. divison. De spiller på søndag, d. 5. December kl. 16:45. 

Vores 3. divisions damer spiller efterfølgende mod Øresund, der er et af 3. divisions bundhold og dermed en kamp vi forventer at pigerne vinder.

De to damehold er ikke de eneste, der spiller kampe i Maglen i denne weekend. Vores 1. herrer går nogle meget travle dage imøde. Holdet har behov for at samle point sammen for at kravle længere op i rækken. Pt. ligger vi på en 8. plads ud af 12. Drengene spiller lørdag d. 4. December kl. 16:45 mod Øresund, der pt. ligger på en 5. plads. Der er altså basis for god herrehåndbold i Maglen, og læg derfor vejen forbi Bregnegårdsvej og støt vores seje herrehold. Det vil være fantastisk hvis vi søndag aften har indkasseret 8 ekstra point på HIK-kontoen.

Kom og støt vores 3 seniorhold! Det betyder alverden for dem.

  

Vi håber at weekendens kampe vil byde på flere billeder som disse!

Luk