Menu

Ny sejr holder liv i spændingen i toppen

image
15. maj 2021 kl. 14:11
Fredag aften vandt HIK en fortjent 1-0 sejr over Næstved, og understregede dermed, at ambitionen om at spille med i toppen til det sidste ikke er forsvundet, selv om der før runden var 8 points op til FC Nykøbing

HIK mødte et Næstved hold, der spillede uhyre fysisk, satsede på lange bolde og standard situationer. Hele 19 gange måtte HIK forsvare målet ved dødbolde, der blev slået tæt ind under mål. Det var ganske enkelt live-skoling i at forsvare sig på sådanne indspil fra modstanderen. Og, i øvrigt, imod et hold, der havde væsentligt større spillere end HIK.

HIK’s mål faldt i det 35. minut efter et kvikt gennemført angreb, hvor Næstved forsvaret blev udspillet med et par hurtige førstegangsafleveringer. Oscar Høybye, en af kampens helt store profiler, krøllede bolden forbi Næstved målmanden til stor jubel for de fleste af de 300 tilskuere.

Det var en succes i succesen at være i stand til at holde 0 i denne tætte kamp, hvor to helt forskellige stilarter stod over for hinanden. HIK’s tekniske boldbesiddelse og pasningsspil blev mødt af en fysisk tilgang, som især i 2. halvleg pressede hjemmeholdet tilbage.

Til gengæld fik HIK’erne spillet god fodbold, når holdet kørte omstillinger eller splittede Næstved holdet med short passing foran feltet. Denne rapporter talte 6 store chancer i 2. halvleg, men selv om der lød dybe suk på tribunen, fordi kampen ikke blev lukket, så skal spillerne have kæmpe-ros for at blive ved…og blive ved.

Da der blev fløjtet af, var glæden og tilfredsheden kolossal. HIK er i gang med at afslutte en helt igennem enestående sæson, hvor spil og resultater har været af en uhørt kaliber. 

Som altid, når HIK spiller hjemme, er der en speciel opmærksomhed på kåringen af Man Of The Match. Vinderen får nemlig lov til at køre 14 dage i den smukke BMW, som Jan Nygaard A/S stiller til rådighed for kampens bedste spiller. Denne aften var alle spillere kandidater til hæderen men valget faldt på Daniel Thorup, den evigt kæmpende centrale forsvarer, der er i gang med en af sine bedste og mest stabile sæsoner nogensinde.

Til lykke til Daniel.

I næste uge venter en svær udekamp mod Hillerød, og derefter har vi en slutspurt mod topholdene AB (hjemme d. 28.5 kl. 19.00) og FC Nykøbing på udebane.

Det bliver ikke kedeligt.