Menu

Ny Head of coaching til pigeafdelingen

04. august 2021 kl. 20:09

HIK er glade for at kunne meddele, at vi har ansat Rasmus Jørgensen som Head of coaching og leder i pigefodboldafdelingen. Rasmus er uddannet skolelærer og har de sidste fire år arbejdet på Vejle idrætshøjskole og Vejle idrætsefterskole, samt Design og Idrætsefterskolen Skamling - alle omkring fodboldlinjen for henholdsvis piger og drenge. 

Sideløbende har han været omkring U14-U18 pigerne i Vejle Boldklub med særligt fokus på U18 pigerne.

Senest har Rasmus arbejdet tæt sammen med Head of coaching i KoldingQ ift. At implementere deres røde tråd for børnefodbolden.

Netop fordi HIK’s ambition er, at etablere sig som en af Danmarks bedste og største pige-talentudviklingsklubber, der vil være blandt de bedste på både elite- og bredde niveau, betragter vi ansættelsen af Rasmus som et stort skridt i den rigtige retning.

For på sigt at kunne nå vores mål, er det nemlig vigtigt at der ikke alene fokuseres på det sportslige element, men på det hele menneske som spilleren er.

For at sikre dette fokus arbejder vi på at HIK’s fire kerneværdier; Glæde, Udvikling, Fællesskab og Vilje, skal være fundament for alle klubbens spillere. Samtidig har vi fokus på at ansætte trænere, der ligesom Rasmus, har gode pædagogiske kompetencer, som er i stand til at inddrage både sportslige og personlige aspekter i spillerudviklingen  

Ambitioner og drømme for fremtiden

HIK vil fortsat videreudvikle pigefodbolden og fastholde vores status som den største pigeklub i DBU København. Samtidig vil vi gerne i løbet af de næste 12 måneder opbygge en organisering der muliggør en status som en 1-stjernet licensklub.

I løbet af de næste 12 måneder er målsætningen at opnå 1 stjerne, hvor HIK anerkendes som et stærkt talentudviklingsmiljø i årgangene U13-U18, hvilket betyder deltagelse i bedste østlige rækker i U13-U18, med fast deltagelse i U16 den bedste østlige række samt landsdækkende fodbold til U18.

HIK skal ligge stabilt i toppen af de bedste østlige rækker og har en ambition om at udvikle os, så vi på sigt kan spille divisionsfodbold på damesenior.

Det er som led i denne strategiplan, at HIK søger om licens i sæsonen 2022/2023. Det er altså med henblik på at opfylde de grundlæggende licensforudsætninger, men samtidig fastholde fokus på bredden i HIK, at vi har glæden at meddele at HIK har ansat Rasmus som Head of Coaching og Børneudviklingstræner.

Vi er overbevist om at Rasmus, der er B-licens træner og som har mere end ti års trænererfaring, har de helt rigtige kompetencer til at bringe HIK’s pigeafdeling det skridt videre. Vi glæder os meget til samarbejdet, der begynder mandag d. 9. august 2021.

Rasmus Jørgensen, ny Head of coaching i pigefodbold i HIK 

Samtidig vil vi meget gerne sige tusinde tak til Mads Milland, der har lagt et kæmpe arbejde i pigeafdelingen. Vi er meget glade for det fundament han har skabt, som Rasmus nu kan bygge videre på. Mads bliver heldigvis i HIK, men som børneudviklingstræner i drengeafdelingen.

Trænerteamet på pigesiden ser således ud den kommende sæson:

U9-U10 Lisa Skjoldager, Mille Spence, Ellen Bryld, Olivia Kjærulff 

U11 Emilia Ryholt, Josefine Hjortholm

U12 Matias Munster, Emmy Kronborg, Emilie Lykke Bach

U13 Alexander Brandt, Anna Gulløv

U14 Peter Brincher, Audrey Grignon

U14-2 Filippa Stadsvold, Olivia Kjærulff

U16-1 Anton Leifsson, Mathieu

U16-2 Simon Brown

U16-3 Alexander Brandt 

Luk