En regnfuld onsdag aften står Khalil Raze på kunstgræsbanen og dirigerer en gruppe fodboldglade drenge. Khalil har været træner i klubben i snart to år, og selvom hans tid i HIK stadig er ung, er hans vej til klubben og ikke mindst hans oplevelser med HIK, i særdeleshed værd at fortælle om.
I 2015 satte Khalil for første gang fødderne på dansk jord. Han var kun 16 år gammel og fandt pludselig sig selv i et samfund, der langt fra mindede om det han kendte fra Afghanistan. Krig, fattigdom, arbejdsløshed og udsigten til dårlige uddannelsesmuligheder, gjorde at Khalil og hans familie satsede alt og efterlod de vante omgivelser i den lille afghanske landsby:
”Hvis ikke man har gået i skole, er der jo ikke så meget at se frem til i fremtiden. Omvendt oplevede vi tit, at selv hvis man havde en uddannelse, så var der ikke noget arbejde. Det var selvfølgelig svært for mig at komme til et fremmed land. Danmark er meget anderledes end Afghanistan.”
Et integrationsprojekt der førte til mere
Khalil startede i sprogskole i Hellerup og begyndte langsomt at lære det danske sprog. I samme ombæring var et nyt integrationsprojekt under opsejling i kommunen. I marts 2016 indgik HIK et samarbejde med ViTo, der er Gentofte kommunes videnscenter for nytilkomne udlændinge, hvor 23 flygtninge i alderen 13-18 år blev samlet på et fodboldhold i HIK. Idéen var at projektdeltagerne hurtigt kunne blive en del af den lokale foreningsidræt og samtidig blive integreret i det danske samfund. Khalil og de andre drenge var ikke længe om at takke ja til at være en del af projektet og begyndte kort tid efter til fodbold i HIK.
Efter kun seks måneder i HIK blev gruppen spurgt om de havde lyst til at blive trænere. Khalil så mange muligheder i tilbuddet og havde gennem integrationsprojektet, oplevet det fede fællesskab der findes i HIK Fodbold. Derfor var det indlysende for ham at han skulle prøve kræfter med trænergerningen i HIK.
"Har man brug for hjælp, kan man altid finde nogen der kan hjælpe."
Integrationsprojektet og jobbet som træner har været en stor hjælp for Khalil. En af præmisserne i integrationsprojektet var, at der altid blev snakket dansk og selvom det i starten bød på udfordringer for Khalil, så betød det at det danske sprog hurtigere kom ind under huden. Ikke mindst fordi der altid har været hjælp at hente i HIK:
”I starten var det svært for børnene, at forstå hvad jeg sagde, hvis jeg stod for en opvarmning. Der har de andre trænere været rigtig gode til at hjælpe mig med f.eks. at øve navnene på de forskellige øvelser og så har jeg langsomt lært mere og mere dansk, på den måde. Generelt har jeg lært meget dansk, af at være i klubben. Det har jeg været rigtig glad for.” fortæller Khalil.
Ligeledes har HIK spillet en central rolle i tilblivelsen af Khalil’s danske netværk. Et netværk han altid kan læne sig op af, hvis han har brug for det og som han har lyst til at bruge sin tid på at dyrke. For som han selv siger: ”Hvorfor skulle man vælge at sidde derhjemme, når man kan være her sammen med så mange gode mennesker?”. Det kan vi kun give ham ret i.
En lys fremtid venter forude
Khalil er i dag 22 år gammel og har masser af drømme for fremtiden. Særligt drømmen om at arbejde med mennesker og hjælpe hvor man kan, fylder meget hos ham:
”Jeg vil rigtig gerne læse til ambulanceredder og jeg tænker at jeg kan tage rigtig meget af det jeg har lært her i HIK med i den uddannelse. Det der med at snakke med folk og pædagogikken, tror jeg at jeg kan bruge til rigtig meget.”
Khalil ved at det kommer til at kræve hårdt arbejde, at nå sin drøm om at blive ambulanceredder, men hvis der er noget vi kan vide os sikre på, så er det at Khalil har viljen og fejder ånden til at nå sit mål.
Khalil’s historie er en inspiration for os alle og det er en historie vi i HIK, er stolte af at kunne fortælle. Khalil er et levende eksempel på, at man kan hvad man vil og hans fortælling understreger at fodbold ikke bare er fodbold. Et unikt fællesskab opstår når man mødes om fodbold – et fællesskab der rummer forskelligheder og som altid har plads til flere når man kommer i HIK.
