Menu

Kampprogram: HIK møder topholdet, Esbjerg

image
15. marts 2023 kl. 09:51

Vi glæder os til at byde jer alle velkommen til HIK’s første hjemmekamp i Gentofte Sportspark i 2023, når det på fredag kl. 18:30 går løs mod Esbjerg. Vi har ventet længe, men nu er det endelig tid til igen at se fodbold med kommunens lokale helte, der præsterede intet mindre end en pragtpræstation i den første udekamp mod Skive i lørdags.

HIK spillede bedst og klogest på en udebane, der af kendere i 2. Division anses for at være en af de allersværeste opgaver, man kan komme ud for. Roni Arabaci’s iskolde straffespark i 2. halvleg gav ikke kun HIK en velfortjent sejr, men holdet lykkedes også med for første gang i sæsonen at holde 0’et.

På den mentale side betyder resultatet utrolig meget for alle. Vi er efter flere måneders træning nået højere op i niveau, og man kan se på spillerne, at de også godt selv er klar over det. Bent Christensen, Daniel Simacon og Kim Drejs har arbejdet hårdt for at nå et sådant resultat, og nu handler det om at fortsætte de gode takter, der bl.a. betyder, at holdet har fået en defensiv organisation og struktur, der er sværere for modstanderen at nedbryde. Det havde vi inden Skive kampen set i træningskampene imod AB og Landskrona.

Den kommende modstander, Esbjerg, er tophold i 2. division og kommer med et mandskab, der sagtens kunne begå sig i 1. division. Det gør en forskel at have fuldtidsprofessionelle spillere, og ikke mindst fysisk lader det jyske mandskab til at være et skridt - eller to - foran sine modstandere i 2. Division. Der er klassespillere på alle positioner, men det er måske især værd at nævne midtbanespilleren Nicklas Strunck, der har en fortid i FC Nordsjælland og angriberen Emil Holten, der har scoret 10 mål i 2022-23 sæsonen og har erfaring fra blandt andet Silkeborg.

Til fredagens kamp byder vi også velkommen til et nyt år for vores loyale sponsorer. En særlig velkomst skal der lyde til vores nye topsponsor Ballingslöv AB. Det svenske køkken- og interiørfirma er netop gået ind på det danske marked med åbningen af en 240 m2 stor butik i Holbergsgade 26 i København og har altså valgt HIK som en del af deres markedsføring i Danmark.

Det er vi glade og taknemmelige for.

 

God kamp til alle.

Luk