Menu

HIK vandt sæsonens første sejr, men…

15. august 2021 kl. 20:48

…dommeren vurderede, at banen i Gentofte Sportspark er for farlig at spille på….

HIK vandt lørdag 1-0 over Skive, og der var i høj grad tale om en dramatisk optakt til kampen i Gentofte Sportspark. En time før kampstart fortalte kampens dommer, Sebastian Friis Aagerup, at han ikke ville tillade at gennemføre kampen på stadionbanen på grund af banens beskaffenhed. Kunstgræsset har løsnet sig flere steder og han vurderede, at det var for farligt at spille med den risiko, der kunne være for alvorlige skader.

HIK blev tvunget til at flytte kampen til anlægget ved Maglegårdshallen, hvor bane 2 blev taget i brug med en halv times forsinkelse.

Det blev et spændende opgør med en masse dueller og nærkampe. Første halvleg var meget lige, ikke specielt velspillet og med få chancer.

Målet faldt kort før pausen i det 40. minut, da Berzan Kucukyildiz erobrede bolden på midten og hurtigt spillede den videre til spydspids, Aleksandar Lazarevic, der med et fint førstegangsaflæg fandt Frederik Emil Andersen alene 10 m fra mål. Midtbanespilleren sparkede den sikkert ind - uden betænkningstid.

HIK blev endnu bedre i 2 halvleg og var det spilstyrende hold i de sidste 45 minutter. Der var gode chancer til både Emil Thomsen, Aleksandar Lazarevic og Mikkel Eslund, men det blev ikke til flere scoringer, og derfor havde Skive hele tiden et resultat inden for rækkevidde – ikke mindst fordi de sikrede sig en række hjørnespark og frispark, hvor jyderne er rigtig stærke.

HIK’erne kunne juble over en fortjent sejr ved dommerens sidste fløjt. Mange af hjemmeholdets spillere kan fremhæves for en solid og helhjertet præstation, men det er især værd at nævne Nikolaj Toftelund Madsen. Den unge målmand startede for første gang inde i en betydende seniorkamp, holdt nullet og leverede en strålende præstation med et par gode redninger og sikkert spil med fødderne.

Selv om sejren var flot og fortjent, så er det klart, at det er uhensigtsmæssigt og uholdbart for alle brugere af Stadion, at der endnu engang er skabt usikkerhed om banens tilstand og risikoen ved at spille på den. Det er en kendsgerning, at kunstgræsset er lagt forkert og at det skal lægges om. Indtil da er det helt nødvendigt, at banen bliver repareret og limet, så det er muligt at gennemføre kamparrangementer i Gentofte Sportspark i den landsdækkende 2. division.

Luk