Menu

HIK Holding Pokalen tildeles Rikke Fabricius

image
22. maj 2024 kl. 16:17

HIK Holding har i år besluttet, at HIK Holding Pokalen tildeles Rikke Fabricius.

Pokalen har været uddelt siden 1989 og Rikkes navn står nu sammen med en perlerække af gode HIK'ere. Kriteriet for at kunne modtage pokalen er, at man i den forløbne sæson har ydet en helt ekstraordinær indsats, ELLER at man gennem en årrække have ydet en trofast og værdifuld indsat for HIK.

Rikke opfylder til fulde kriteriet, idet hun nu i en hel del år har siddet i håndboldudvalget. Vi ser ofte, at forældre er ledere, men de stopper normalt, når børnene holder op – her har HIK været så heldige, at Rikke er fortsat.

Det er ikke de store glamourøse projekter, hun arbejder med. Hun står ikke ”øverst på plakaten”, men hun behersker det, som man kan kalde motorrummet i klubben. Det er her, de administrative opgaver løses. Det er de opgaver, som er så vigtige for, at klubben overhovedet kan fungere. Opgaver som skal løses på kryds og tværs af alle afdelingerne.

Rikke har gennem tiden påtaget sig mange opgaver, og her skal blot nævnes administration af medlemskaber, planlægning af årets kampe og håndtering af ændringer i kampdatoer i løbet af sæsonen. Det er et stort puslespil, hvor det næsten er umuligt at gøre alle tilfredse, men Rikke klarer paragrafferne med stor effektivitet og venlighed.

Hun sørger sørme også for busbestillinger til diverse stævner i løbet af året, og som en ekstra krølle på halen, så har Rikke en partner, der er en dygtig fotograf, og som tager fantastiske billeder til Maglen samt vores Facebook- og Instagram sider.

Der er heldigvis mange gode ledere i HIK, men Holdings bestyrelse blev hurtigt enige om, at det var Rikke, der skulle have pokalen, som ledsages af 1.000,- i kontanter.

Tillykke med det Rikke.

På fotoet er det Mads Bonde fra Holdings bestyrelse, der overrækker pokalen til Rikke.

Luk