|
De Forenede Dampvaskerier

De Forenede Dampvaskerier er en af Danmarks største servicevirksomheder inden for udlejning og vask af tekstiler med 13 afdelinger fordelt over hele landet.
Kristian Peter Thorgaard grundlagde i 1958 Kivi-Tex A/S, som i dag fungerer som moderselskab for De Forenede Dampvaskerier A/S, DFD Sygehusvaskeri A/S og rengøringsselskabet Elite Miljø A/S. Koncernen er familieejet, omsætter for over 1 mia. kr. og har samlet mere end 2500 ansatte.
De Forenede Dampvaskerier A/S har små 1000 ansatte fordelt på 12 moderne full-service vaskerier og en salg og marketing-afdeling og betjener kunder inden for både offentlige og private virksomheder.
K.P. Thorgaard startede oprindelig med at vaske kitler i det små for lokale erhvervsdrivende i Brønshøj, men i løbet af ganske få år overtog han vaskeriet på Ryvangs Allé i Hellerup, som stadig betragtes som virksomhedens 'hjerte'.
Med sønnen Anders Thorgaards indtræden i virksomheden i starten af 80'erne kom der for alvor gang i udviklingen med opkøb af vaskerier over hele landet, og siden er udviklingen fortsat i hastigt tempo.
Med opkøbet af rengøringsselskabet Elite Miljø A/S i 2004 fik Kivi-Tex A/S mulighed for at tilbyde facility service og dermed dække kundernes samlede servicebehov, herunder rengøring, vinduespolering, køkkenhjælp, pasning af udendørs arealer og meget andet.
Virksomhed med plads til alle.
K.P. Thorgaard har praktiseret værdibaseret ledelse, længe før dette var opfundet som begreb, og det, der stadig kendetegner virksomhedens ånd, er respekten for den enkeltes rolle i sammenhængen.
Medarbejdertrivsel spiller en vigtig rolle i dagligdagen, fordi det ganske enkelt er lettere at levere gode resultater, når man glæder sig til at komme på arbejde.
Her er plads til alle, uanset køn, alder og baggrund, og virksomheden tager også et medansvar for samfundsmæssige udfordringer. Således arbejder man aktivt for integration af mennesker, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet ved for eksempel i samarbejde med kommunerne at tilbyde skåne- og flexjob. Virksomheden beskæftiger også mange medarbejdere med anden etnisk baggrund end dansk med en naturlig respekt for hinandens forskelligheder. Alle arbejder på lige fod, og virksomheden tilbyder danskundervisning på nogle af vaskerierne for at hjælpe udviklingen på vej.
De 7 kerneværdier
For nogle år siden satte virksomheden sig for at definere deres kerneværdier, og medarbejderne opdagede, at det blot handlede om at sætte ord på den indstilling, man alle dage har haft til sit arbejde.
Det handler om at være kundeorienteret, om ansvarlighed, fleksibilitet, menneskelighed, kvalitet, troværdighed og korpsånd - og det uanset om man taler om det eksterne forhold til kunderne eller om forholdet medarbejderne imellem.
Den personlige kontakt og skræddersyede løsninger til hver enkelt kunde er DFDs særkende. Alle kunder betjenes af et fast team bestående af servicekonsulent, pakkeassistent, servicechauffør og serviceassistent, således at kunden kun taler med medarbejdere, der har et indgående kendskab til kundens forbrug og behov.
Erhvervspriser.
De Forenede Dampvaskerier har i 2002 modtaget både Ernst & Young's titel "Entrepreneur of the Year" som Danmarks bedste servicevirksomhed og Nordeas Erhvervspris.
I HIK er vi glade for støtten fra De Forende Dampvaskerier.
|