|
6 spørgsmål om Talentudviklingen i HIK
- til Per Frimann
1. Hvordan er det gået med Talentudviklingen i HIK Ungdom i 2009?
”HIK er kommet et stort skridt videre i 2009. Når det handler om Talentudvikling skal en klubs resultater jo ikke kun måles på 1 holdenes placeringer, men lige så meget på, om man generelt ser fremgang på de enkelte hold, ja, hos de enkelte spillere. Og lige så vigtigt: om der skabes et godt trænermiljø. Ang. det sidste, så har vi rigtig mange gode 1. og 2. holdstrænere i klubben, og der er i højere grad kommet en fællesskabsfølelse, når det handler om at udvikle spillere og dele det, som jeg kalder ”træner-know how”. Det er en viden og erfaring, som man bærer med sig som træner. Det kan være taktisk viden om spillestil og systemer - eller det kan være noget, som man lige har lært på et DBU træner kursus og har lyst til at dele med sine kollegaer. Der er et stykke vej endnu, men vi er godt på vej i arbejdet med sådan noget som træningskultur- og -indstilling samt alle de bløde værdier, der på sigt er med til at adskille HIK fra konkurrerende klubber”.
2. Hvilke tiltag har HIK helt konkret gennemført på 1 holdene?
”Der sker hele tiden noget på dette område, og flere gode tiltag kunne nævnes. Eksempelvis aftalte trænerne fra starten af året, at spillerne på 1 holdene i Ungdomsafdelingen i højere grad skulle gennemgå individuelle evalueringer og spillersamtaler, så de vænner sig til at tænke over, hvad de selv kan gøre for at blive bedre fodboldspillere. De skal i en tidlig alder blive motiveret til at tage ejerskab på deres egen udvikling. Det har vi gennemført, og det vil vi fortsætte med fremover. Også hos nogle af de helt unge årgange.
Hvis du lige nu går ind og følger træningen på eksempelvis U13 holdet, så er trænerne i gang med at have spillersamtaler om, hvad drengene skal arbejde med i det kommende år. I samme årgang har vi som pilot projekt lavet lektiecafe om onsdagen. Lektiecafeen kombineres med 2 gange træning, hvoraf den ene træning bruges til eksempelvis ”foot work” eller alternativ træning. Det er et ret visionært HIK projekt.
Konkrete tiltag er eksempelvis også, at vi for årgangene U12-U14 igen i år har kørt Inspirationstræning om fredagen for de mest øvede spillere med vores dygtige førsteholdstænere samt med inviterede trænere udefra - blandt andet har FC Nordsjællands specifiktræner Carsten Dohm været en stor inspiration, og han vil også være der i det nye år. Disse fredage skulle gerne have positiv betydning for hele fodboldafdelingen – det er i hvert fald et godt sted for både elite- og breddetrænere at hente nye ideer og øvelser”.
3. Der tales meget om DBU’s licens system. Er det også fremtiden for HIK?
”Licensen er en kendsgerning, som alle fodboldklubber med ambitioner om at opholde sig i toppen af dansk fodbold, skal forholde sig til. HIK arbejder på at få en B licens, hvilket er nødvendigt for at kunne spille i 1 division for både ynglinge og juniorer. Licensen stiller nogle krav til, at HIK har et ordentligt set up med A og B licens trænere, fysiske trænere, en sundhedssektor, træningsplaner mm. Det kræver forberedelse, tid og penge. Men på den anden side vil en B licens med de nye krav og forhold have kolossal indvirkning på, hvordan klubben udvikler sig og bliver mere tidssvarende. Sidegevinsten er selvfølgelig, at HIK skaber en platform i lokalområdet, hvor man kan tilbyde top-træning og faciliteter – og ikke mindst attraktive, sportslige udfordringer. Jeg mener i øvrigt også, at HIK er forpligtet til at arbejde den vej, når vi nu er den eneste divisionsklub i kommunen. Det forpligter os over for omgivelserne”.
4. HIK’s årgang 95 er meget talentfuld, hvordan udvikler den årgang sig?
”Meget positivt. Det er jo ingen hemmelighed, at vi har nogle kolossalt lovende fodboldspillere i årgangene 98-95. Det specielle ved U15 årgangen er, at bredden af gode spillere er enestående. Alene i denne årgang har HIK 6 spillere på DBU’s Talentcenter, hvilket er nogenlunde det samme som FCK og Brøndby. Det er også værd at bemærke, at vores U15.2 var lige ved at rykke op i Elite Øst som nr 3. i mesterrækken, hvilket er det bedste resultat placeringsmæssigt, vi har haft i mesterrækken i årevis. Men der er ingen, der hviler på laurbærrene, og der arbejdes meget målrettet af både trænere og spillere. Det er værd at følge U15 drengene, og man kan dagligt se, hvor koncentreret, der arbejdes med f.eks. noget så teoretisk som spillestilskoncept og taktik.
Det er også hos U15, at man arbejder med videoevaluering af træning og kampe. Og de erfaringer, som man får på denne årgang videregives til resten af klubben, således at det også kommer andre i HIK til gavn. Det er det, som jeg mener med at dele ”træner-know how”.
5. Er det så nok til at holde på de mest talentfulde HIK spillere?
”Der vil være enkelte ungdomsspillere, som man får svært ved at holde i HIK pga af deres talent og de udfordringer, som de kan få i højere placerede Ligaklubber. Men langt de fleste talenter finder den rigtige inspiration og udvikling i HIK, fordi vi har kombinationen af dygtige trænere og tilbuddet om at kunne flytte spillere videre i deres proces. Vi er blevet tydeligere og klarere i vores holdninger til, hvordan vi mener fodbold skal spilles i klubben. Der skal spilles teknisk og underholdende fodbold i HIK – og vi satser på at være boldbesiddende. Alene den holdning vil være attraktiv for talentfulde spillere – også nogle, der kommer udefra.
I øvrigt har vi valgt at have en åben dialog med alle Liga klubberne, fordi vi vil være en del af processen omkring eventuelle klubskifter. Vi vil ikke ”overhales indenom” af større klubber, der kunne fristes til at gå direkte til spillere og forældre. Den holdning bliver fuldt respekteret i Liga klubberne. Omvendt har vi heller ikke været afvisende overfor, at en lovende HIK spiller i en kort periode inviteres til træning eller kamp i en Liga klub. Betingelsen er, at det passer ind i HIK’s egne planer, og at niveauet er højere. Vi vil ikke stå i vejen for, at man prøver kræfter i et større elitemiljø, så længe træningen er udviklende og ligger helt i toppen af dansk ungdomsfodbold – og så længe man samtidig kan fokusere helhjertet på aktiviteterne i HIK”.
6. Hvilke hold skal man især være opmærksom på i 2010?
”Mange i HIK vil nok pege på vores 1 Ynglinge – altså U19. Ikke kun fordi de er talentfulde, men også fordi de lader til at have fået både erfaring og vindermentalitet til at slutte helt i top. Som lilleputter blev de uofficielle Danmarksmestre og mange HIK’ere tror på, at 2010 bliver deres store år – i øvrigt med en ny træner, Henrik Lund, der er A licens træner og kommer fra Skovlunde og 3F Ligaen.
Ynglinge og junior kommer i øvrigt igen i år til at nyde godt af, at vi har en træner på 1 senior, Hasse Kuhn, der vil arbejde med talenter og som kigger nedad i årgangene. Mange ungdomsspillere har været oppe og træne med på 1 senior, og der er givet debut til en ung spiller som Alexander Søderquist. Han er trods alt kun 17 år, og et sådant gennembrud har betydning for HIK’s ry og rygte – ligesom vi også kan tillade os at være meget stolte af, at U21 holdet blev Danmarksmester i 2009, efter en finalesejr over SønderjyskE fra SAS Liga’en. Et Danmarksmesterskab i HIK? Det sker trods alt ikke hver dag.
Personligt glæder jeg mig også til at følge 1 junior, der efter en uheldig start i efteråret pludselig frembragte megen styrke og mentale ressourcer og undgik nedrykning i sidste kamp. Det er et hold, der kommer til at vise nye fremskridt i 2010.
Længere nede i årgangene rykker vores U12 hold sig hele tiden. Det er en meget bred HIK årgang med mange dygtige spillere, der spiller noget af det bedste 7 mandsfodbold i København.
Men sådan kan vi jo blive ved…..kort sagt, så er det værd at komme forbi og se, hvor meget god fodbold, der egentlig bliver spillet i HIK”.

|