HIK i "nullerne" - årtiet 2000-2010

HIK udgav i starten af 2001 – meget kort efter sin 100 års fødselsdag, - sin jubilæumsbog nr. 2. Den første havde dækket de første 50 år af HIK s historie – 1900-1950. Nr. 2 dækkede primært 1950-2000 og havde nu 4 idrætsgrene beskrevet – tennis og fodbold som fortsættelse fra nr. 1; håndbold og ishockey som de to nye. Derfor fik bogen undertitlen ”En klub på grus, græs, gulv og glat is”. Fodbold havde sine egne 2 hovedafsnit – et for ungdom og et for senior – og omhandlede også sæsonen 2000. Jubilæumsbogens fodboldafsnit indeholdt ikke direkte resultater, men forsøgte at beskrive en længere periode – typisk 10 år – mere som en helhed for at give et indtryk af stemning, forhold og vilkår i klubben og tidens hovedstrømninger. I denne beskrivelse af årtiet er der vendt tilbage til den kronologiske – år for år - og med en del resultater knyttet til. Stemningen og hovedtemaerne de enkelte år er forsøgt loddet fra HIKs medlemsblad, som igennem hele årtiet er udkommet med 4 numre årligt.
 

2000

Man kunne ikke undgå at være klar over, at HIKs nuværende fodboldanlæg sang på sidste vers. I hvert fald ville der komme en væsentlig nyere melodi til den gamle tekst. Phistersvejs hovedbygning var fra 1915 – stod endnu, men man kunne i jubilæumsbogen se råskitsen til, hvordan ”Det nye HIK” ville komme til at se ud om få år. Det hele fik dog lov til at stå i 2000. Inspektør var stadig Bo Frimann.

Kort før år 2000 var det første af klubbens på daværende tidspunkt blot 4 æresmedlemmer – Erik Spang Larsen – gået bort. Spang var i de sidste år mest kendt som ”en fra kortholdet”, der tirsdag aften indtog 1. salen på Phistersvej, som de havde gjort i nærmest en evighed. Men der skal ikke herske tvivl om, at Spang var og er HIKs største fodboldleder gennem tiderne med 25 år i Københavns Boldspil-Unions bestyrelse og formand for Landsholdets Udtagelseskomité i mange år. Spang sluttede sin lange lederkarriere, da han tabte valget til posten som Dansk Boldspil-Unions formand til Vilhelm Skousen fra Frem.

Midt i år 2000 døde Henry Astrup – et andet æresmedlem - der til det sidste havde sin daglige gang i HIK og på Phistersvej og ikke mindst i baglokalet. ”Strup” blev en sommerdag begravet fra en meget fyldt Messiaskirke med Christopher Silcowitz som HIK-fanevagt – og fik vel det tætteste man kan komme på en HIK-statsmandbegravelse. Hverken Spang eller Strup fik den omtale i HIK jubilæumsbog, som de burde have fået. Derfor bringes her uddrag af Jørgen Silcowitz´ – en af de nu to levende æresmedlemmers – mindeord (den fulde tekst stod i klubbladet, hvor Henrys portræt prydede forsiden) : ”Kære Henry ! Jeg har den ære at måtte give dig denne tak fra alle dine venner i HIK. Tak for dit venskab, din trofasthed, din stædighed, ja – for det hele. Tak for de mange herlige drenge- og ungdomsår, hvor du som fodboldleder og ven drog omsorg for en stor flok. Tak for de uforglemmelige sommeraftener omkring flagstangen på Phistersvej, hvor flokken med dig diskuterede alverdens problemer – selvom du altid mente at have ret. Henry – også kaldet ”Strup” eller ”As” – når desværre ikke at opleve klubbens 100 års jubilæum til december, men mindet om klubbens mest markante skikkelse vil være med iblandt os. Hans ”topperiode” var i 40’erne og 50’erne, hvor HIKs ynglinge vandt KBUs bedste række. Ved sæsonafslutningen i 1948 kårede holdets anfører Ole Stæhr Henry til ”ledernes leder”. Trods fodboldglæden slæbte Henry os også med til boksning, trav og cykelløb. Faktisk var ”spejderen”, Willy Falck Hansen, på sin opvarmningstur fra Ordrupbanen en tur forbi Phistersvej umiddelbart før han vandt WM dér i 1932. Tiderne skiftede og HIK udviklede sig. Også de nyere afdelinger trak i Henry. Især pigefodbold og pigehåndbold. Henry kom på klubbens æresvæg i 1950 og blev æresmedlem i 1978. Kære Henry. Du var kompromisløs. Havde man en anden mening end din, var man en ”stakkel”. Du var også hele tiden et meget lykkeligt menneske. Den Danske Bank, hvor du var ansat i over 40 år, var ”verdens bedste arbejdsplads”. Du levede i ”verdens bedste land”, i ”verdens bedste kommune” og tilhørte og var en del af ”verdens bedste klub”. Kære alle sammen. Først i juli var jeg på mit sidste besøg hjemme hos Henry. Vi så Tour de France i TV, men pludselig sagde Henry. ”Det her er ikke rigtigt cykelløb – det er faktisk ren sekunda. Skal vi ikke slukke for det og snakke i stedet for.” Til sidst sagde han ”Hils i HIK. Hils alle dem jeg kender”. Derfor kære alle. Hvis der er en dybere mening med dette liv – og det må der være – så lad vores sidste hilsen til et fint og kærligt menneske, en stor personlighed og en sand hædersmand være en stor tak og på gensyn.”

Ellers stod 2000 især i skæret af forberedelserne til HIKs 100 års jubilæum. Det blev fejret med en gigantisk jubilæumsfest i Tennishallen 25. november med optræden af Tamra Rosanes, Eddie Skoller og Kim Sjøgren. Og en stor reception på dagen – 10. december 2000 – i ”Store HIK”. Imellem disse 2 store festdage havde HIK Fodbold den store sorg at miste Axel Frisenette – ”Frisse” nåede at være med til Festen, men oplevede ikke selve fødselsdagen. Inden da var der produceret jubilæumstrøjer og særligt brevpapir. Medlemstallet rundede 724 – fordelt med 75 senior og 649 ungdom.

Fodboldafdelingen blev i jubilæumsåret ledet af Steen Wall-Andersen – ”fra Ole Madsen-æraen, - som prøvede at placere HIK på fodboldkortet som en aktiv divisionsklub med erhvervsklub og talrige sponsorarrangementer i form af aftenmøder med foredrag m.v. Opvisningsbanen på Phistersvej blev smykket med talrige reklameskilte for diverse sponsorer – klubbladet talte direkte om en skiltepark. Divisionsholdet blev trænet af Claus Brydensholt og placerede sig midt i 2. division. Vi havde 2 seniorhold mere – 2. holdet klarede skærene i Københavnsserien, mens 3. senior sluttede i bundregionen af Serie 3. Kvinderne havde et enkelt 7-mandshold, der sluttede helt fremme som nr. 3 i Mesterrækken.

På ungdomssiden havde der været drøftelserne med vores evige rival, Skovshoved, om et samarbejde for de ældste ungdomsspillere – de 17-18 årige ynglinge og 15-16 årige junior. Begge klubber led under et meget begrænset spillermateriale – og uden de helt store profiler. Drøftelserne blev holdt i meget snævre cirkler uden dog at være 100 % hemmelige. Resultatet blev Fodbold Sammenslutningen Øresund – FS Øresund. Man var enig om klubtrøjen – 50% blå og 50% hvid – og ellers blå shorts og blå strømper. Logo med Øresunds bølger og stor økonomisk støtte fra Kommunen til afholdelse af både optaktssamling og ikke mindst anskaffelse af spilletrøjer til de 5 hold. Det var lykkedes at komme med i Ynglinge 3. division, mens 1. junior spillede i KBUs Mester. Med meget stor sikkerhed højere rækker end nogen af de to klubber selv kunne have sikret sig.

De yngre ungdomshold lå med fremme solidt i top-10 i København. 3 drengehold med 1. drenge i bedste række, 7 lilleputhold med 1. lilleput i bedste række, 3 tællende miniputhold fordelt med et 11mands og to 7mands samt et tællende mikroput. På gammelmandssiden stillede vi hold i Old Boys, SuperVeteran, Masters og SuperMasters – men ikke i Veteran. Pigeungdom havde vi ikke noget af. Vi vandt rækken med 2. ynglinge – som FS Øresund, - samt med 3. lilleput og de to 7mands miniputhold. Og så sejrede vi i miniputternes 11mands pokalfinale – i Parken som forkamp til FCK-AGF - over B 93 efter forlænget og straffespark. Året sluttede med overvældende sportslig succes i indendørs fodbold : senior blev Københavnsmestre og både ældste miniput, yngste miniput og ældste mikroput tog i en og samme weekend kort før jul KM hjem til Phistersvej.

2001

Det år ligger HIK fodbold i et stadig større bygge- og anlægsroderi. Væk var tennisbanernes røde grus og senere på året gik man så i gang med i den stik modsatte ende af anlægget at grave ud til Maglegårdshallen. Det hele kunne følges ved at kikke ud af vinduerne på 1. sal i klubhuset på Phistersvej, der stædigt holdt ud, ligesom man stadig kunne klæde om og bade i de to sidebygninger. Det første spadestik til den kommende hal blev foretaget af borgmester Hans Toft en strålende solskinsdag – tirsdag 26. juni kl. 13.45. Sidst på året – nu var det koldt, men klart i vejret – var der rejsegilde med taler af både arkitekt Hans Aspoëck, Holm & Grut og borgmester Toft – og en ægte dansk pølsevogn var kørt ind. Efter sommerferien besluttede 1. senior at rykke hele sin træning med ”vask og anden service” op på Gentofte Stadion, hvor vi jo også spillede vores divisionskampe.

Steen Wall-Andersen var fodboldformand første halvdel af året og tog sig sammen med Poul Frederiksen af de talrige møder og formøder i det byggeudvalg, hvor HIK og Malegårdsskolen havde fået plads. Der var mange detaljer både omkring de udendørs baner og omkring Hallen og dens indretning, der skulle på plads. Det så meget længe ud til, at vi kun ville få 2 hele baner af fuld størrelse og en mindre ”skolebane” dér, hvor tennisbanerne havde ligget. Heldigvis lykkedes det til sidst at få de sidste ting på plads, så det endte med 3 baner i full size. I efteråret tog Niels P. Berg over som ny fodboldformand – faktisk var der tale om et come back. I klubbladet nåede Steen inden da at skrive et indlæg under titlen ”HIK – en klub i forandring” – noget, man bestemt ikke kunne andet end erklære sig enig i. At HIK var en gammel klub kunne man forvisse sig om, da klubbladet bragte en liste over ”gamle medlemmer” – her optrådte hr. Heilmann som indmeldt i 1918 og stadig medlem !

Divisionsholdet blev stadig trænet af Claus Brydensholt – det skulle vise sig at blive sidste sæson i 2. division, før vi rykkede op. Det blev til et kærkomment come back til Torben Mikkelsen på målmandsposten. Til gengæld klarede 2. senior ikke skærene i Københavnsserien, men måtte en tur ned til Serie 1 i næste sæson. 3. senior havde tilsvarende problemer og måtte tage til takke med en plads i Serie 5. Kvinderne holdt skansen i 7M Mester. Hos de gamle lykkedes det igen at stille Veteran, der i deres come back blev rækkevinder i laveste række. Også Old Boys vandt sin række, mens Superveteran sluttede på nedrykningsplads og næste år ville være at finde i næstbedste københavnske række. Masters og Supermasters holdt deres rækkeplaceringer. Året startede med, at Jørn Kønig blev udnævnt til årets fodboldleder i København og modtog KBUs Lederpris.

I ungdom fortsatte samarbejdet i FS Øresund på 2. år. Nu var det lykkedes at få både ynglinge og junior op i 3. division – og der var stadig yderligere et ynglingehold og to juniorhold med i samarbejdet. De øvrige ungdomshold var med fremme – både drenge, lilleput, miniput og mikroput spillede i bedste københavnske række for deres aldersgruppe. Uændret 3 drengehold og 7 lilleputhold – men ingen pigeungdom. Vi vandt det år 2 af de lavere lilleputrækker, en enkelt miniputrække samt den bedste mikroputrække med årgang 93. Derimod tabte vi i mikroputpokalfinalen med samme årgang 93 til Frem. Denne vinter vandt vi inde-KM i yngste miniput – atter årgang 93. En af klubbens trænerprofiler var portrætteret i klubbladet som HIKs Trappatoni – et italiensk trænerikon i de år - Søren Bjerg. Undervejs i forløbet skete der en stadig mere glidende overgang på ungdomslederposten fra Poul Frederiksen til i starten en uofficiel 3-4 mandsgruppe omkring Lars Orthmann, Peter Kamedula, Søren Bjerg og Christian Knuth-Winterfeldt med Lars som den officielle leder. De var alle aktive trænere op igennem årtiet, - Lars især omkring årgangene 93 samt 94 og 96, Peter for bl.a. ynglingene i FS Øresund, Søren for 1. holdet i stadig ældre grupper op gennem årtiet, mens Christian tog sig af de yngste og igennem årtiet især koncentrerede sig om årgangene 95, 98, 00 og 02. Jan Leisten stod i starten af årtiet i spidsen for 2. senior eller et af vore ældste ungdoms 1. hold.

I vinteren arrangerede HIK sandfodbold i Tuborgs gamle tappehal – et sandt tilløbsstykke for flere hundrede gæstende hold fra hele Sjælland igennem et par sæsoner. Den sidste sommer på Phistersvej blev markeret ved et streetfodboldstævne på en oppustelig fodboldbane lige ud for det gamle klubhus på den nu blindede Phistersvej op til skolernes sommerferie. 50 deltagere en varm sommerdag – og en enkelt pige, 8-årige Anne Timm. Kort forinden var der et internt kapløb om at blive det sidste HIK-hold, der spillede på den jord, hvor Hallen ville komme til at ligge. Det blev fredag 15. juni, hvor 2. mikroput tog imod Hvidovre. 1-1 endte den kamp. Det historiske hold bestod af Simon Kampmann, Ludvig Shack Holstein (målscorer), Anders Blegvad, Kasper Elsass, Kaius Jaatinen, Anders Mårtensson, Frederik Otte, Christopher Permin, Mathias Reimich, Steen Winther og Victor Wall-Grimstrup. Men også dagen efter blev der spillet – her deltog 8 hold (6 fra HIK) i et ”divisionsfodbold-stævne”, hvor 11. miniput hev stikket hjem som sejrherre. Efter sommerferien kunne man se frem til i stedet for skolebanens meget små 7mandsbaner at have en full size 11mandsbane, hvorfra man også ville kunne følge byggeriet af Hallen. Opvisningsbanen kunne også bruges hele tiden.
 

2002 :

Nu sang Phistersvej på sidste vers. Vi fik dog lov til at nyde godt af klubhus og omklædningsrum lige til det sidste – så vi kunne ende med i starten af skolernes sommerferie at bære de mange ting over græsset og direkte ind i vores nye tilhørssted, Maglegårdshallen. Umiddelbart efter kom nedrivningsholdet og fjernede de 3 bygninger. Bo Frimann var ansat hele Phistersvej-tiden ud og lidt til, mens Hallens første bestyrerpar, Erik ”Ray” Larsen og fru Inge, var ansat før Hallen var helt færdig. En flot gestus af HIK at ofre de ekstra månedslønninger på, at det hele fik den bedst mulige start. Vi var samtidig utrolig heldige med, at Henrik Eigenbrods korte tid som HIKs forretningsfører faldt netop nu – han forstod om nogen, hvor vigtigt det var lige at få sat prikken over i’et fra start. Der blev givet penge til både at få beklædt de meget hvide vægge i gangene med blå stofplader, så de mange fotos af ungdomsspillerne kunne hænges direkte op igen, ligesom der hurtigt kom mange holdbilleder og vimpler op i gangene. Søren Amsnæs stod for udformning af de meget tydelige oversigtstavler over banerne og hvor man skulle klæde om i Hallens nu 12 omklædningsrum. Og med støtte fra den afgåede fodboldformand, Steen Wall, kom både et stort billede af den første HIK-fodboldkamp på Phistersvej tilbage i 1915 samt af Ole Madsens berømte hælsparksmål mod Sverige op i det store åbne klubrum. Også HIKs samling af rækkevinderdiplomer kunne med det samme hænges op i klublokalet, hvor den modsatte endevæg tog imod nyindkøbte pokalskabe i hele væggens længde nærmest fra dag 1 – i hvert fald var det hele på plads inden spillerne kom igen efter sommerferien. De mange sæt tøj og bolde blev fordelt i en hærrække af skabe i underetagens lange gang, mens håndbold kunne forsøge at indrette sig i depotrummet i den hal, der fremover skulle danne ramme som deres rigtige hjemmebasis.

Det sidste fodboldmøde holdt på Phistersvej fandt sted 18. marts. Et halvt år efter havde man kontor- og meget andet fællesskab med håndbold i Maglegårdshallen. Der var tanker fremme om at ansætte en fælles ungdomskonsulent til at få det hele til at glide og mikse endnu bedre – men håndbold sprang fra tanken igen og ville klare den side af sagen selv. Ellers var året præget af 2 runde fødselsdage – æresmedlemmet Jøgen Silcowitz´ 70 år og Ernst Bøcker Petersens 60. Ernst var på papiret bestyrer også af Maglegårdshallen. I det daglige blev det Erik Larsen, der som dreng havde oplevet sine egne forældre være opsynsfolk på Phistersvej, der skulle stå for det praktiske. Sørge for at banerne blev kridtet op, føre tilsyn med at rengøringen blev udført ordentligt af det hyrede firma, stå for vask og pasning af tøj og sportsligt udstyr, åbne-og-lukke samt ikke mindst passe kioskudsalget, der hurtigt fik navnet ”Rays Corner”.

På den sportslige side stod Claus Brydensholt assisteret af Søren Stender stadig i spidsen for divisionsholdet. Og med godt udbytte – vi rykkede op i 1. division ! Det skete samtidig med, at vi spillede i blot Serie 1 med 2. senior og i Serie 4 med 3. senior. Kvinderne fortsat i 7M Mester. Blandt de gamle havde vi lige som året før hele paletten, hvor yngste (Old Boys) og ældste (SuperMasters) som de eneste nu var i Københavns bedste række – de 3 andre hold lå lige skridtet efter i Række 2.

På ungdomssiden var vi fortsat sammen med Skovshoved i FS Øresund – på 3. sæson og uændret med 2 ynglingehold og 3 juniorhold. Begge 1. hold lå her i 3. division. De yngre ungdomshold helt som normalt for os i disse år – i Københavns bedste rækker. Vi stillede nu op med 3 drengehold og 8 lilleputhold og et utal af mini- og mikroputhold, men lige som året før startede vi med at have 0 pigehold. Vi vandt det år både SuperVeteran og Masters-rækken, samt en lavere drenge-, lilleput-, miniput- og mikroputrække. Vi nåede, som det efterhånden var blevet en tradition, i en pokalfinale – dette år var det drengene, der stod for det, men de tabte til Hvidovre. Drengene var den sæson trænet af Bo Frimann. Lige så traditionelt tog vi et KM i indendørs fodbold hjem – det stod ældste miniput (årgang 93) for. Og så tog pigefodbolden sine første spæde skridt efter sommerferien – startet op af Claus Timm, - hvor vi stillede op i McDonalds Cup. Den officielle start er rapporteret til 13. august.

De nye omgivelser kaldte på nye ledelsesformer. Efter de meget små forhold på Phistersvej, der krævede meget stram styring, - reelt en enehersker - hvis det hele ikke skulle havne i kaos omkring baner, træningstid, økonomi, materiel og meget andet, mente mange nu, at det var tid at få set med nye friske øjne på det hele. Fodboldformand var Niels Berg, mens ledelsen af ungdom mere og mere tydeligt gled over til Lars Orthmann for de yngste og Søren Bjerg for mellemgruppen ”Ungsenior”. Det var tid at få lagt det hele i rammer og kørt det nye på skinner – der blev holdt mange møder og lange diskussioner om holdninger, ideologi og prioriteringer. Træningen var fortsat lagt i hænderne på få voksne og med en myriade af unge hjælpere til alt fra træning til at være holdledere og dommere i de mange kampe. Men, man var allerede begyndt at se sig om efter en ny rekrutteringsplatform : forældrene. Udendørs kunne vi nu boltre os fra efteråret 2002 på en ny opvisningsbane lige ud for Hallen – desværre var den fra start af ret så hæmmet af ikke at dræne ordentlig i det nyanlagte sydlige straffesparksfelt. Den hidtidige opvisning var nu uden omgivende hegn og henvist til at være bane 2. Desværre skulle den samtidig agere skolegård for Maglegårdsskolens elever – det blev trængselstider for græsset. Bane 3 kunne først anlægges efter at det gamle klubhus og sidebygningerne her var revet ned. Så den måtte man vente med at bruge til næste sæson – men se med længselsfulde blikke derover : det kunne man ikke undlade.

En sidste lille, tikkende bombe kom til syne i de allersidste dage. Adressen på det nye sted ville ifølge udkastet til Brugerkontrakten med Kommunen – for HIK indtrådte som både bruger og administrator fra dag 1 - være Maglemosevej og dermed postdistrikt 2920 Charlottenlund. Kunne man fortsat hedde Hellerup IK under de betingelser – skulle fodbold og håndbold hente deres klubpost på ét posthus, mens Hoved-HIK og tennis skulle hente på et andet ? Gode råd var dyre. Heldigvis opdagede man på tegningerne et lille ”25” oppe i det ene hjørne. Det kunne ikke være andet end et nummer knyttet til den anden vej, som Hallen lå på hjørnet af : Bregnegårdsvej og dermed postdistrikt 2900 Hellerup. Men Kommunen havde sendt det hele frem til de overordnede myndigheder og Krak med adressen Maglemosevej. Lykken stod imidlertid HIK bi her. På Rådhuset sad en far til en af vore tidligere spillere – Gustav Muus Thorkildsen. Han forstod vores dilemma og fik gjort sin indflydelse gældende 1 minut i midnat – så vi i dag ligger i 2900 Hellerup på Bregnegårdsvej 25. At vi har brudt nummerrækkefølgen ved at ligge mellem villaen på modsatte gadehjørne, Bregnegårdsvej 19, og så Ungdomsskolen et godt stykke længere nede og klart forbi vores Hal, men som skilter sig som ”Bregnegårdsvej 21” – det er der heldigvis ingen, der opdagede i tide.

2003
 

Første rigtige år i de nye omgivelser i Maglegårdshallen og på græsbanerne i den nye udgave – det halve års indkøring i 2002 var egentlig gået ret godt. Man var ved at finde sig til rette, sikre sig sin egen favoritknage i de nu 10 omklædningsrum i underetagen. Alt var dog ikke fryd og gammen udenfor. Man ville nødig beskyldes for at være utaknemmelig over alt det nye og betydelig større – men den senest tilkomne bane 3 placeret dér, hvor tennisbanerne og Phistersvej-husene havde ligget, var alt andet end godt anlægsgartnerhåndværk. Den mindste smule regn – og den stod nærmest helt under vand. Selv en kort tørkeperiode og banen var som cement – og græsset så ud til at lade jorden imellem sig gå af med sejren. Samtidig så man både med undren og misundelse på det store areal omkring den tidligere Tennis Centre Court og bane 8 i tennis, der lå hen dels som brak og ellers var blevet fyldt op med mange tons sand. Der skulle være Beach Volley, men der var mange dage mellem brugerne. Det ville vi gerne have haft med – der var plads til en hel håndboldbane, hvis man ville have spillet det udendørs, og hvorfor ikke ? Fodboldtræning og små kampe kunne det altid have huset. Frustrationerne over bane 3 – blev direkte betegnet som ubrugelig, hvilket var tæt på at være virkeligheden i 2003 - og det faktum, at fodbold ikke fik en eneste time om vinteren til at træne fodbold i inde på Maglegårdshallens store bane var så store, at klubbladet måtte lægge sider til et større indlæg fra Christian Knuth-Winterfeldt. Det lykkedes at få indkøbt store fodboldmål – 5m x 2m – til Hallen og få lavet de nødvendige huljusteringer i gulvet og anskaffet de nødvendige sidste bander, så der kunne spilles fodbold til store mål på håndboldbanen med bander og på en bane, der ville blive 20 meter længere, når man tog foldevæggen ind, men så uden bander. Men kun ved få og meget særlige lejligheder kunne det blive aktuelt og først fra næste år – for fodbold var i Kommunens øjne ikke en indendørs sport og derfor forment adgang til mere plads end en gymnastiksal, i bedste fald en lettere forstørret udgave af samme.

På lederplan var Niels Berg stadig formand. Ungsenior og ungdom blev ledet af Søren Bjerg henholdsvis Lars Orthmann – samtidig med at de stadig fungerede som meget aktive trænere ved siden af. De havde sammen med et par forældre fået udarbejdet ”HIKs handle- og foreningsplan for HIK Fodbold amatør” – et digert materiale, der blev lagt på HIKs nyrestaurerede hjemmeside. Jørn Kønig blev det år udnævnt til æresmedlem – samlet blot nr. 5 i HIKs nu 103 årige historie. På trænersiden skete der et meget markant skifte på Divisionsholdet. Vi var efter sommerferien rykket ned igen – og det blev et farvel til Claus Brydensholt som træner, der havde gjort tiden med fra 100 % Phistersvej over blandingen Phistersvej/Bregnegårdsvej og også fik oplevet 100 % Bregnegårdsvej. Ny træner blev Jacob Friis-Hansen, der allerede sæsonen før var startet som træner for sin søn, Christoffers, lilleputhold. Jacob sprang på med krum hals – sikrede sig straks et andet koryfæ, en af Europamestrene fra 1992 Torben Piechnik, som hjælper med officiel titel af massør. Starten var svær – mange spillere havde forladt HIK efter nedrykningen. Faktisk var der så få, at Jacob i de første træningskampe i sommerferien kækt bad modstanderne om at udlåne 1-2 af deres udskiftere til at spille med på HIKs hold. Ellers ville de ikke få en fuldtallig modstander – og det måtte jo også være i deres interesse at få en kamp ud af det. Det var ikke set før. Missionen lykkedes og bl.a. kom Michael Madsen – ex-udlandsprof som Jacob selv – til som et omdrejningspunkt inde på banen og med titel af spillende assistenttræner.

På den sportslige front var vi i sommerpausen rykket ud af 1. division – men starten i 2. division med den nye trænerbesætning, en for de fleste meget mere positiv spillestil og mange nye spillere blev så vellykket, at vi ved vinterpausen var pænt med fremme. 2. senior var op til sæsonen – efter et kort ophold i Serie 1 – vendt tilbage til Københavnsserien. Det blev en kort fornøjelse – så kort, at vi røg ud allerede i første come back-sæson. Helt galt gik det for 3. senior – vi blev efter for mange udeblivelser smidt ud midtvejs. På kvindesiden vandt vi vores pulje i det første halvår og sluttede dermed året i Mesterrækken med det stadig enlige 7mands hold. Blandt gammelmandsholdene var der god grøde – selv om det ikke var overalt. Vi stillede 2 stk. 11mands hold i Old Boys med flagskibet i bedste række. Veteranerne vandt række 2 og ville til næste år være oppe igen i bedste række, hvor vi også havde Superveteran. Derimod blev Masters i deres første sæson i bedste række sidst og måtte næste år en tur ned igen. Supermasters lykkedes det at forsvare sin plads i bedste række.

På ungdomssiden takkede FS Øresund-samarbejdet med Skovshoved af. For 1. ynglinge blev det op-og-ned. Vi startede ud i 3. division, men sluttede sidst i vores pulje. Det betød en tur til efteråret ned i Københavns Mesterrække, som vi så til gengæld meget flot vandt. God moral og en behagelig måde at slutte FS Øresund af på. 1. junior holdt sig hele sæsonen igennem i 3. division – så det, at samarbejdet ophørte undervejs fik ikke sportslige konsekvenser. Vi stillede op med 5 drenge- og 9 lilleputhold, hvor begge 1. hold lå i bedste række. Dertil kom et yderst stort vedhæng af miniput- og mikroputhold. Her blev vi københavnsmestre med miniput – årgang 93 – for første og skulle det vise sig eneste gang nogensinde, for det med at spille med resultater her ophørte efter næste år. Træner – selvfølgelig Lars Orthmann. Vi nåede som det var blevet en tradition i en ungdomspokalfinale – miniputterne fra årgang 93/94 slog i Parken B 93. Finalen blev spillet som forkamp til FCK-Herfølge. Også indendørs lykkedes det at tage endnu et Københavnsmesterskab – til miniputterne fra årgang 94. Pigeungdom – ja, den vovede i år at stille hold hos både miniputpige og lilleputpige. Medlemstallet havde nu passeret 900 – ville vi mon nå 1.000 til næste år ? Lagkagen – de alleryngste – blev hele årtiet igennem trænet inde og ude af Michael Frederiksen, Claus Christiansen og Michael Christiansen.
 

2004 :
 

Meget var nyt endnu. Men en del var nu også som i gamle dage. Indendørs i vinterhalvåret måtte en stor del af vore unge spillere stadig tage til takke med at træne i den meget lille – 13mx21m – kommunale gymnastiksal på Tranegårdskolen eller i den kun meget lidt større ditto i Maglegårdshallen. Var man lidt mere privilegeret, kunne man få tid i den ret nye Hellerup Skoles Forum – en pænt stor gymnastiksal, men med cementsøjler placeret inde på selve gulvarealet – eller for de meget få i Rygårds Skoles Hal og på Øregård Gymnasium. Maglegårdshallens store bane lagde dog for første gang gulv til indendørs stævner 3-4 weekender fordelt over vintersæsonen. Her introducerede HIK – anført af Christian Knuth-Winterfeldt – et meget brugervenligt koncept med 5-holdspuljer afviklet alle-mod-alle på 1½ time med præmie til alle deltagende hold. I skærende kontrast til de ellers meget udbredte indendørs-stævner, hvor man spillede 1 kamp per time og ellers sad og ventede. Gik man videre, kunne det strække sig over en hel dag – og først da fik man præmie, ellers måtte man gå tomhændet hjem efter ½ dag. HIK-konceptet blev meget hurtigt populært ude omkring, så mere end 300 hold gæstede ”Maglen” i løbet af vinteren. Udendørs gjorde vores egen gartner, Christian Brock, sig store anstrengelser for at få klaret problemerne på den nye opvisningsbane og bane 3. Det lykkedes at få bevilget midler til at få drænet det sydlige straffesparksfelt på bane 1 – og det hjalp enormt. Bane 3 fik man priklet og forbedret væsentligt, selv om den endnu ikke var helt tip-top. Årets scoop var, at Lars Winther – en af vore egne fra årgang 66 – blev ansat til at holde dagligt opsyn med hal og baner og de mange håndværkere, der måtte komme forbi til et så aktivt sted, der nærmest var i brug i døgndrift. Brugte vi ikke Hal, omklædningsrum eller udendørsbaner selv, så gjorde Maglegårdsskolen det.

Igen var det blevet tid til at skifte fodboldformand. Ny i sædet blev Per Garhøj – manden med klubrekorden i flest spillede 1. holdkampe. I ungdom var der rigtig gang i diskussionerne om vejen frem mod målet, hvor flere forsøgte at skaffe sig flertal for netop deres meninger. Debatten blev ført også i klubbladet, der præsenterede nogle ret så forenklede modeller for, hvordan flere af de mere meningsdannende ønskede sig det hele arrangeret. I første omgang kom Søren Bjergs mening mest markant til orde, og sammen med Lars Orthmann fik han ansat Klaus Ulrik Jensen samt Michael Madsen fra 1. holdet og dets trænergruppe med titler af ungdomskonsulenter. Det blev desværre ikke den ventede succes – begge stoppede efter kortere tid. Den tidligere formand, Niels Berg, puslede med tanker om, at HIK skulle etablere et fodboldakademi i Afrika – nærmere bestemt tæt på Tanzanias hovedstad Dar Es Saalam. Niels Berg tog derned sammen med en tilknyttet konsulent for sammen med Danida – Danmarks officielle statslige U-landsbistand – at se på forholdene og mulighederne for det, der blev navngivet TanDan Sports Academy. Det blev i sidste ende i hvert fald udsat på ubestemt tid. Endnu et æresmedlem kom til – Jens Brock blev den samlet 6. HIKer, der fik denne hæder – og Jens havde både spillet på vores divisionshold, været fodboldleder og set fra fodbolds side et meget aktivt bestyrelsesmedlem.

En hel særlig begivenhed var, da det lykkedes at få overtalt HIKs helt store fodboldprofil, Ole Madsen, til at lade sig hylde i klubbens omgivelser på sin 70 års fødselsdag kort før jul. Det blev et stort tilløbsstykke med mange kendte fra ”den lille rundes” verden, men selvfølgelig med klar overvægt af HIKere. Dansk Boldspil-Union havde dog ikke glemt, at Ole havde spillet 50 landskampe fordelt over 11 år og været anfører i de 29 af dem. En særlig ”Ole Madsen-lounge” blev etableret på 1. sal i HIKs Restaurant på Hartmannsvej.

Divisionsholdet kronede en helt igennem fantastisk debutsæson for Jacob Friis-Hansen som seniortræner. Vi rykkede op som vinder af 2. division midt på året. Beskedent nok udtalte Jacob ”Min succes beror på en tilfældighed”. Men det var nu en imponerende og meget kompetent stab, det var lykkedes for Jacob at samle om sig : ud over ham selv med spillererfaringen fra flere meget førende udenlandske storklubber og et pænt antal landskampe var det Torben Piechnik (erfaring fra en lang landskampkarriere kronet med EM i 92 og med bl.a. kampe for Liverpool), Peter Rasmussen med en stor ballast fra en lang karriere som dansk divisionsspiller og som angrebstræner (udfyldte også den rolle på landsholdet), Michael Madsen (også med erfaring fra flere udenlandske storklubber) på banen for HIK som spillende træner samt Torben Mikkelsen (vores egen mangeårige målmand) nu som målmandstræner. Tilmed lykkedes det os efter blot ½ år at overvintre på 4. pladsen i 1. division efter i flere runder at have ligget på oprykningsplads til Superligaen. Det spyttede dejligt med præmiekroner i kassen fra TV-aftalerne, som Divisionsforeningen havde indgået. Der blev også set med meget positive øjne på, at Jacob inddrog udvalgte talentfulde ynglingespillere i sine træninger.

Vi formåede kun at stille et seniorhold udover Divisionsholdet – nede i Serie 1, hvor vi endte godt med fremme, men ikke langt nok til at rykke op. Kvinderne stillede deres sædvanlige 7mandshold, men det var for sidste gang i denne ombæring. På gammelmandssiden havde vi et hold med i hver aldersgruppe. Old Boys sluttede på nedrykningsplads, så 2005 ville blive i Række 2. Veteran, Suverveteran og Supermasters klarede alle skærene i bedste række, mens Masters vandt Række 2 og til 2005 ville de være tilbage i det fine selskab.

I ungdom stod vi nu helt på egne ben. Det lykkedes kun at stille et enkelt ynglingehold – men flot, at det kunne blive i 3. division. Endnu flottere var, at 1. junior vandt sin 3. divisionspulje – oveni havde vi 2 juniorhold mere. Drengene var vokset yderligere til nu 6 hold med 1. drenge i bedste række, og lilleputterne sendte 8 hold på banen, hvoraf de 3 blev rækkevindere. Og så – vi havde fået pigeungdom. Anne Timms far, Claus Timm, havde stablet en afdeling på benene – han stod selv for al træning, som en ægte pioner jo gør. 13. august fejrede man 1 års-jubilæum for første pigetræning i nyere tid. I foråret havde man stillet hold i både lilleputpige og miniputpige, og her lykkedes det tilmed miniputpigerne at blive rækkevinder ! I efteråret stillede man også op med et pige-7mands hold. Miniput- og mikroputhold var der stadig virkelig mange af – en del af dem bygget op omkring skoletilhør og med navn efter det. 2004 blev sidste sæson med mulighed for at blive rækkevinder hos så unge. Fra 2005 ville man ikke føre stilling for så unge spillere – hverken dreng eller pige. Igen var vi i en pokalfinale – lilleputterne tabte dog her til B 93. Til gengæld tog vi endnu et KM i indefodbold – til lilleputterne. Blandt dem, som hjalp til over det hele med alt fra at træne, fungere som holdleder, dømme kampe i ny og næ og aktiv deltager i klublivet i al almindelighed gennem hele årtiet, lagde man ikke mindst mærke til Brian Madsen.
 

2005
 

Vore faciliteter blev ved med at være i fokus. Vi voksede og voksede i antal – var blevet Københavns næststørste fodboldklub og nr. 3-4 i hele Danmark. Og vi havde trods de nu 3 baner i HIK og adgangen til ekstra banetid på Gentofte Stadion bestemt ikke et af de 3-4 største anlæg hverken i København (de lå nemlig i Tårnby Kommune på Amager) og slet ikke i Danmark. Det kunne man kun blive rørende enig om. Christian Knuth-Winterfeldt omtalte det hver gang han kom til orde om tider – og han var ikke mundlam. Han blev på det punkt støttet 100 % af først divisionsholdets træner, Jacob Friis-Hansen, der i klubbladet skrev, at en kunstgræsbane i HIK simpelt hen var en nødvendighed for HIK. Og siden af Per Frimann, der tog mere og mere del i HIKs fodbolds ve og vel efterhånden som hans søn Jonathan voksede op gennem ungdomsklasserne, da han fulgte op med at sige og skrive ”Vi er en stor klub – men ikke en storklub. Dertil har vi brug for at forbedre vore faciliteter”. I første omgang blev det på Gentofte Stadion, at man ville udvide. En 3. generations kunstgræsbane – den med mini-gummikugler mellem plasticstråene – blev projekteret med støtte fra Dansk Boldspil-Union. Ville stå klar næste vinter – hvis det ikke lige var for bøvl med entreprenørerne. Lige i starten af året havde en lille kreds af forældre indkaldt til stiftelse af en Forældreforening – efter 105 år var det på tide at få sådan en stablet på benene, var deres vurdering. Primus motor Christina Wex. Datoen skulle være 11. januar – og 9 mødte frem. Man tog en lille puster og lidt senere på vinteren blev HIK-Fodbolds Forældreforening officielt stiftet og gik straks i gang med at planlægge gigantsuccesen ”Sommerfesten” 17. juni med over 800 gæster – blandt dem borgmester Toft. Populære fodboldspillere – Peter Møller, Karim Zaza og Claus Jensen – assisterede med autografskrivning. Sidst på året kom den første af Forældreforeningens Julefester med bingo og kåringer af årets hold, træner, holdleder og nisser.

Fodbold havde fortsat Per Garhøj som formand. Den store hæder tilfaldt det år Søren Bjerg, der på Dansk Boldspil Unions Repræsentantskabsmøde fik overrakt Erik Hansens Ungdomslederpris. Ungdomsformand var Lars Orthmann, der stolt havde kunnet præsentere HIKs foreningsplan, der omfattede mål, normer og værdier for både spillere, trænere/ledere og familie/venner til spillere. Sidst på året fratrådte Lars som ungdomsformand, hvilket fik hans afløser, Søren Bjerg, til i HIK-bladet at skrive ”mindeord” over Lars og hans store arbejdsindsats for HIK både som træner, leder og organisator. Søren påtog sig – sikkert inspireret af sin fornemme pris – nu arbejdet alene, dog med Christian Knuth-Winterfeldt som børneformand. En ny titel på papiret, men bestemt ikke i praksis. Vi havde i nu flere sæsoner været mere end 10 miniputhold (9-10 årige) og nærmede os også 10 hold i mikroput (8-årige). Udover træning hele året og kampe stod Christian i spidsen for at arrangere mange populære stævner for vore egne spillere og gæstehold, samt for at få HIK med som en meget aktiv deltager i Anders And Cup og dens afløser McDonalds Cup, som Københavns Boldspil-Union indbød til. Man havde ikke helt opgivet tanken om at have en ungdomskonsulent. I 2005 var det Gert Jørgensen, der fik lov at prøve sig selv af i det job, men fratrådte igen efter nogle måneder på posten.

Divisionsholdet gik ind i 2005 på en fornem 4. plads i 1. division – officelt hed rækken ViaSat divisionen. Det kunne vi ikke holde hele vejen igennem sæsonen, men sluttede alligevel på en flot 7. plads og dermed i øverste halvdel efter sæsonen 2004/5. Der var ro om trænerposten – det var fortsat Jacob Friis-Hansen, der svingede taktstokken her. Og til stor glæde så man igen unge HIKere få spilletid på 1. holdet – spillere, der enten spillede som sidste års ynglinge eller lige var rykket op fra vores egen ungdomsafdeling. I formiddagstimerne knoklede Torsten Andersen – selv gammel spiller i bl.a. KB og Anderlecht, men også med en sen efterkarriere under Mario Astorri i HIK – for at skaffe sponsorer, lave profilavis og andet PR for divisionsholdet. Vi fik en pæn samling sponsorer – og deres skilte op rundt om bane 1 på Maglegårdsbanen. For os var de store sponsorer, men set med de andre divisionsklubbers øjne var der tale om ”små” fisk. Økonomien var meget afhængig af, at vi fik en stor andel i TV-pengene i 1. division – vi lå meget langt nede og måske tilmed sidst på indtægtsbarometret i 1. division.

2. senior sluttede egentlig på ikke-oprykningsplads i Serie 1, men da et par Amagerhold gik sammen fik vi chancen i en ekstra kvalkamp mod Dragørs 1. hold – vandt og rykkede op i Københavnsserien. Heller ikke 3. senior vandt sin række, men sluttede alligevel langt nok fremme til, at det i næste sæson ville hedde Serie 4. Kvinderne derimod – de måtte undlade at stille hold i 2005. Så det så dermed for 2. gang ud til, at kvindefodbold skulle være en saga blot i HIK. Hos de gamle var Old Boys røget en tur ned i Række 2 – stillede op hele 2005, men det skulle så også blive sidste gang i denne omgang vi så et 11mands HIK Old Boys-hold. Veteran var allerede stået af efter 2004, mens Superveteran gik hen og sikrede sig Københavnsmesterskabet - for første gang i HIKs historie vandt vi et KM hos de gamle. Både Masters og Supermasters klarede sig i bedste række og havde nu fået følgeskab af Grand Old Masters (+60 år), hvor vi stillede hold sammen med Skovshoved. Det ville have været naturligt at benytte FS Øresund-navnet her, men sådan skulle det ikke være – man kaldte sig det langt fra mundrette ”Skovshoved/HIK”, og man kunne i kampene se selv meget inkarnerede HIKere stille op i skovsernes blå trøje med deres klublogo ! Ud over sit virke som halmand fungerede Lars Winther hele årtiet igennem som en kombination af træner og holdleder for vores seniorafdelings laveste hold.

På ungdomssiden gik det forrygende. 1. ynglinge var for første gang i nyere tid rykket helt op i 2. division – niveauet lige under DBUs landsdækkende rækker. Yderst tæt på at slutte øverst – vi endte blot 1 trin længere nede. 1. junior tordnede igennem 3. division og præsterede i efteråret at hente maximumpoint 30 i sine 10 kampe. Både 1. drenge og 1. lilleput spillede i bedste række – der nu officielt blev kaldet Mester. Miniput og mikroput førte nu ikke længere stilling – men var selvfølgelig lige aktive for det. Vi stillede nærmest et utal af hold. Vi vandt det år udover Superveteran-mesterskabet også rækken med vores 2. ynglinge og 2 af vore mange lilleputhold. Det med at deltage i – og vinde – pokalfinaler var nu overtaget af pigeungdommen, der var stormet frem. Lilleputpigerne vandt pokalfinalen om sommeren og sluttede året af med også at vinde KM indendørs. Her fik de følgeskab af de 2 år yngre miniputpiger. I sommerferien stod Claus Timm i spidsen for, at lilleputpigerne blev nr. 2 ved det uofficielle DM. Længere op gik den ikke – vore 13/14 års piger gennemførte som 11mands-hold, men sluttede sidst, og vore pigejunior måtte undervejs trække sig som 7mandshold. Det var nu tid at se Per Frimann og en større forældregruppe med bl.a. Kristian V. Nielsen og Kim Brinckmann for alvor træde ind på scenen som trænere og holdledere for deres respektive sønners hold – et virke der fortsatte hele årtiet igennem.

Under divisionsholdets kampe trådte nu, hvad der skulle udvikle sig til lidt af legende, frem. Johan Bay fra årgang 95 fulgte holdet ude som hjemme – om det så var i de mørkeste afkroge af det jyske, så troppede Johan ofte ledsaget af far Bo op med diverse heppeudstyr. Helt naturligt kårede divisionsholdets spillere Johan som ”årets supporter” og tildelte ham en signeret trøje nr. 30 (tallet af kampe i 1. division) i glas-og-ramme.
 

2006 
 

Nu blev der sat turbo under planerne for en kunstgræsbane ved HIK. Den officielle ansøgning til Gentofte Kommune blev afsendt. Som en kær forret søgte Maglegårdsskolen om at få placeret en minikunstgræsbane med bander i den del af skolegården, der lå lige op til Maglegårdshallen. Ansøgningen udløste økonomisk støtte fra Dansk Boldspil Unions særlige pulje etableret i samarbejde med UEFA – Det Europæiske Fodboldforbund. Banen med størrelse som en normal Gentofte-gymnastiksal og med 2. generations-kunstgræs – sand mellem plaststråene, - så dagens lys i løbet af året og blev straks brugt flittigt af alt-og-alle, børn som voksne, drenge/mænd som piger/kvinder. Ellers var det meget store tanker om helt at modernisere Gentofte Stadion, der optog overskrifterne dette år – man ville skabe en arkitektonisk perle, Gentofte Sports Park. Desværre så det ud til, at der ville blive færre græsstrå at spille fodbold på deroppe, men det skulle så rigeligt opvejes af meget mere indbydende og inspirerende omgivelser og gennemkrydsende stier. Foreløbig blev det ved projektforslaget. Forældreforeningens stærkt kvindeligt domineret inderkreds kunne andet end arrangere fester. De trak i arbejdstøjet og sørgede for at midterrummet - ”gennemgangshallen” foran Rays Corner - fik lyse pastelfarver og røde sofaer. Yderst velkomment. Selvfølgelig overkom de også at arrangere både Sommerfest og Julefest. Udendørs var bane 1 nu helt tip-top – klarede selv voldsomme regnvejr uden at blive til en indsø. Bane 2 blev mere og mere en katastrofe – de mange skolebørn afløst af horder af HIK-fodboldspillere satte sine spor. Enhver kunne se, at det gik ikke i længden – der måtte en kunstgræsbane til. Det forstod Kommunens ansatte mand også – men havde han pondus nok til at få økonomien med ? Eller kunne vi selv – nogle begyndte at snakke om HIK-folkeaktier. Endelig var der jo den mulighed, at man kunne ansøge Fonde.

Organisatorisk skete der noget både i prof-fodbolden og hos amatørerne. Hos prof ansatte man for første gang en direktør – det blev Nicolai Kaas-Heilmann. Han overtog fra Michael Madsen/Mads Spuur Mortensen, der selv havde overtaget tjansen med at forsøge at få midler i kassen efter Torsten Andersen. HIK prøvede nu at strømline sig til at ligne alle de andre profforetagender i fodbolddivisionerne. I amatørafdelingen var ledelsen nu Søren Bjerg og Christian Knuth-Winterfeldt, hvor Søren tog sig af det overordnede og den ældste ungdom, Christian sig af ”børnene” – begge både som holdledere, organisatorer og ikke mindst trænere oveni. Senior og Piger kørte selvstændigt og var endnu kun mindre foretagender. Det var lykkedes Dansk Boldspil-Union – og ikke mindst landstræneren Morten Olsen og især hans assistent Keld Bordinggaard – at erobre scenen med et meget ambitiøst projekt ”Holdninger og handlinger”, der med deres ord skulle bringe fodboldspillet tilbage til børnene. Nogle af de nye tanker var, at der skulle spilles uden resultater og stillinger endda langt op i ungdomsårgangene, og at man skulle introducere både 3mands, 5mands og længere oppe 9mands som de officielle spilleformer på mindre baner og til mindre mål. Det fik flere af HIKs ledere – især Christian Knuth-Winterfeldt og nu også Per Frimann - til at ytre sig også i klubbladet. Som en konkret handling etablerede HIK en talenttræningsenhed med Per Frimann, Jacob Friis Hansen og Peter Kamedula. På pigesiden kom der assistance til Claus Timm fra bl.a. Søren Brøchner-Mortensen, der lagde mange timer i at få pigeafdelingen i top hele årtiet igennem både som træner og leder.

Divisionsholdet havde uden problemer kvalificeret sig til sin sæson nr. 2 i 1. division. Også i sæsonen 2005/6 lykkedes det os at holde os oppe, selv om vi kom noget nærmere nedrykningsplads. Stabiliteten viste sig også på trænersiden – uændret Jacob Friis-Hansen med Peter Rasmussen og Michael Madsen som sine assistenter. Stadig flere unge HIKere blev taget med i træningerne og på det U21-hold, der nu for alvor var kommet i støbeskeen. 2. senior fik kun en sæson oppe i Københavnsserien, der det år havde massiv nedrykning, hvilket desværre også ramte os. 3. senior klarede sig i Serie 4, og som noget revolutionerede nyt tilmeldte vi også et 7mands-hold til efteråret. Kvinderne genopstod efter hårdt arbjede enekvinde forud fra Christina Wex – som 7mands i efteråret, hvor vi dog måtte affinde os med at blive sidst i rækken. Det måtte der gøres noget alvorligt ved mente kvinderne, så de engagerede en drengespiller – Uffe Mannich Bech – som deres træner. De troede nok inderst inde ikke, at han ville kunne affinde sig med dem og deres stadig ret mangelfulde fodboldkunnen, så projektet blev i klubbladet introduceret med overskriften ”Uffe i knibe”. Efter den første halvsæson havde piben fået en anden lyd – her omtalte kvinderne i en større artikel i klubbladet Uffe med ”Uffe er Gud”. Hos de gamle trak Old Boys sig ud, og vi havde stadig ikke Veteran. Derimod var de 4 ældste klasser – Superveteran, Masters, Supermasters og Grand Old Masters – alle i bedste række. Grand Old Masters – vi delte holdet med Skovshoved – skaffede HIK sit blot 2. Københavnsmesterskab hos de gamle.

I ungdom kom 1. ynglinge helt til tops i 2. division – vi skulle derfor ud i et dobbeltopgør mod SønderjyskE om det danske mesterskab. Med træner Søren Bjerg ved roret tabte vi den indledende hjemmekamp, men chokerede ved at vinde udekampen og dermed DM. Det havde vi aldrig prøvet før. Det skete så i en sæson, hvor 1. junior ”kun” lå i Københavns Mesterrække, hvor vi sluttede som runner up. Både 1. drenge og 1. lilleput sluttede helt fremme i toppen af Mester. I 2006 stillede vi 2 ynglingehold, 3 juniorhold, 5 drengehold i 11mands samt 1 i 7mands og i efteråret 8 lilleputhold. Det lykkedes os at vinde Ynglingenes Mesterrække med vores 2. hold – så vi spillede i efteråret i 3. division med HIK 2. Det havde vi godt nok aldrig prøvet før – og vi sluttede da også sidst. Vi vandt 2 lilleputrækker – så vi incl. Grand Old Masters gevinst blev 4-dobbelt rækkevinder i København + vinder af 2. division incl. DM. På pigesiden lykkedes det os at gennemføre med et pigejunior-7mands. Vores pigehold nåede helt op med i toppen af Mester, - sidst på vinteren vandt vi også KM i indefodbold - og lilleputpigerne toppede med at vinde pokalfinalen. Hverken de eller de yngre drenge såvel som piger førte længere stilling, så man kunne ikke vinde mesterskaber eller pokaler længere nede i aldersrækkerne.

De allerældste tog på en samlet tur til Brasilien. Inden da var det lykkedes HIK at få Hofmarskallatets tilladelse til at titulere sig ”The Royal Club of Copenhagen” med henvisning til, at Prinsgemal Henrik var hædersmedlem af HIK. Et helt særligt islæt var, at HIK gik i samarbejde med Dansk Røde Kors om at tilbyde asylbørn fra Center Sandholm fodboldtræning en gang om ugen – det blev meget passende præsenteret som ”Et pusterum i hverdagen”. At det ikke kun var sjov og fest blev understreget af, at vi fik besked på at sløre de deltagende børns ansigter på det foto, der prægede et af de 4 HIK-blades forsider det år, så de ikke ville kunne genkendes. Projektet blev ledet fra HIKs side af Peter Rasmussen, Per Frimann og Christina Wex.

2007
 

Kunstgræsbane var nu blevet et meget varmt tema. Ansøgningen var sendt af sted til Kommunen, men man havde også i 2006 sendt en ansøgning til A.P. Møller og hustru Chastine McKinney Møllers Fond til Almene formål – og se om man ikke fik et tilsagn på 1 mio. kr. Det viste sig lige netop at være den katalysator, der udløste resten fra Kommunen – inden 2007 er til omme var der truffet beslutning om at etablere en kunstgræsbane af den moderne slags med gummigranulat og støddæmpende måtte under sig til erstatning for den nu helt håbløse bane 2. Næste projekt er allerede nu i støbeskeen – i klubbladet bringes stadig flere indlæg om, hvor vigtigt det er at udvide klubfaciliteterne i Hallen. Især peges på manglen af lokaler til etablering af et egentlig cafeteria – men også klublokaler både til aktivitet og til afslapning samt til styrketræning. Alliancepartneren må være lige for – Maglegårdsskolen og dens meget store elevskare har ikke faciliteter til madordning, hverken i skikkelse af tilberedningskøkken, skolekantine eller lokaler til at indtage maden i. Det kunne en etage nr. 2 på Maglegårdshallen jo klare – og Hallen ville jo ikke udefra set blive højere var da et fantastisk argument over for naboerne. Oveni kom den satsning, som Danmarks Idræts Forbund og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger lancerede – foreningsfitness. Det kunne både blive til gavn for de, der styrketræner i deres idræt, men sandelig også for den brede masse, ikke mindst forældrene og Ældreidrætten. Også det kunne man få plads til i en etage nr. 2. Et første lille skridt på vejen til at forbedre faciliteterne var, at der blev monteret lys på den meget populære minikunstgræs-bandebane lige syd for Hallen.

På ledelsessiden skete der ting og sager. I proffodbolden besluttede man – samtidig med at vi lige akkurat på sidste spilledag reddede livet i 1. division – at nedlægge HIKs Professionelle Fodbold Aps. Nu kunne det hele lige så godt styres af HIK under ét. Det gav plads til ny ledelsesstruktur – udover formand Per Garhøj, en seniorformand stadig i skikkelse af Jørn Kønig i den ene ende og en børne/ungdomsformand i skikkelse af Christian Knuth-Winterfeldt i den anden, blev der nu plads til både Per Frimann og Kristian V. Nielsen udover selvfølgelig Ungseniorformand Søren Bjerg. Man talte ikke om afdelingsledere, men i stedet for om områdeansvarlige. Senere på året trak Søren sig helt ud og forlod HIK både som leder og træner. Konsulenttanken var ikke død – Hjalte Christoffersen blev ansat som breddekonsulent og senere skulle der komme en talentkonsulent eller –koordinator til. Christian Knuth-Winterfeldt gik i brechen for træneruddannelse i et samarbejde med andre af kommunens klubber.

Divisionsholdet startede sæsonen 2006/07 med Jacob Friis Hansen som cheftræner helt som ventet. Men i takt med at resultaterne over foråret 2007 blev stadig ringere begyndte uroen – det forlød, at Jacob var blevet kontaktet endnu en gang af mere velbjærgede klubber. Meget normalt, at trænere skifter vadested efter nogle sæsoner – det måtte vel også gælde i HIK. Det kom frem sidst på sæsonen, at det var nyrige Fremad Amager - i skikkelse af FC Amager – der trak. Man enedes om at stoppe samarbejdet før tid – Fremad Amager var en af vore nærmeste konkurrenter til ikke at rykke ned fra 1. division - så Michael Madsen overtog for en kort bemærkning det ledige sæde. Med succes må man sige – vi vandt sidste kamp ude over AGF og blev oppe, mens Fremad Amager røg ud. Så skulle der jo være fryd og gammen – men nej. Det viste sig, at FC Amager ville have nærmest det hele fra HIK. Det endte med, at udover Jacob Friis Hansen forsvandt også de to assistenttrænere, Peter Rasmussen og Michael Madsen, vores direktør Nikolai Kaas-Heilmann samt flere spillere ud til Amager. Det fik fodboldformand Per Garhøj til i klubbladet med slet skjult ironi at sige ”Tak for kampen til Fremad Amager”. Ny træner blev Jesper Hansen – og ikke mindst Per Frimann fik en meget travl sommer med at finde spillere og indgå aftaler med de få midler, vi rådede over. Samtidig blev Morten Mortensen tilknyttet med titel af teamchef – sådan en havde HIK aldrig tidligere haft.

Udover divisionsholdet, der stadig gennem hele 2007 slog sine folder i 1. division, var det også helt som vanligt for 2. og 3. senior – i Serie 1 og Serie 4. 7mandsholdet havde været en succes, så der meldte sig endnu en gruppe på banen til at starte et 7mands 2 også – sidstnævnte med slet skjulte planer om få halvsæsoner senere at skifte over til at deltage i Old Boys. Kvinderne havde sit 7mandshold stadig – og nu var man blevet så gode, at en plads i bunden ikke længere var noget, der var aktuelt for HIK. På gammelmandssiden havde vi atter fået et Veteranhold, så nu manglede vi kun Old Boys for at have hele paletten.

I ungdom var vi for alvor med fremme nu hos ældste klasse. 1. Ynglinge fik en plads i foråret i YnglingeDivisionen – i efteråret fortsatte vi i 2. division. Junior holdt sig i 3. division uden problemer hele året. Drengene var i Mesterrækken hele året, mens man i lilleputter som følge af de nye strømninger hos DBU nu ikke længere førte stilling. Vi stillede i alt 2 hold i ynglinge, 3 juniorhold, 6 drengehold og 12 hold i lilleput. Her kunne man nu stille op i 1-årsgrupper – hos de ældste kunne man spille 9mands, hos de yngste 7mands. Vi deltog med 6 hold hos begge årgange. Pigeungdom formåede nu at stille op og gennemføre med et 11mands pigejuniorhold. Og vore pigers 11mands hold var så stærkt, at vi kunne skifte forårets Mesterrække ud med i efteråret at deltage på absolut højeste niveau – Pige Elite Øst, hvor vi tilmed blev klart bedste københavnske hold og dermed reelt Københavnsmester. Pigerne vandt oveni pokalfinalen og sidst på året vandt vi også inde-KM - det sidste, der blev afviklet af den ”gamle” slags med bander. Og så var der alle de ikke-tællende hold – udover lilleputter var det miniputter, mikroputter, lilleputpige og miniputpige. Navnene var dog blevet afskaffet – nu hed det hele U med et alderstal bagefter, der angav hvilken alder spillerne ikke måtte have opnået det år, hvor turneringen startede. Ikke brugervenligt og i øvrigt var der ret liberale regler for benyttelse af lidt for gamle spillere nu, hvor der ikke blev ført pointstilling. Det blev i 2007 til 3 rækkevinderdiplomer – alle i U14 drenge. Nye trænere dukker i disse år op af ”egen avl” – hvor især Maximillian Mauritzen og ikke mindst Rune Wonsyld træder i karakter og hjælper til nærmest overalt. Et virke, der rækker ud over årtiet.

Rejseaktiviteten var meget omfattende. Et meget stort kontingent pigespillere med forældre tog som blot andet HIK-rejseselskab en tur til USA i sommerferien – et kæmpearbejde at få det hele på plads. Blandt drengene bemærkede man, at årgang 95 var en tur på Liverpool Football Academy med Christian Knuth-Winterfeldt som meget euforisk rejsechef. På de hjemlige græsmarker introducerede Christian Knuth-Winterfeldt sammen med DBU-ansatte Jesper Hjulmand både Silent Sunday – stævne, hvor trænere/ledere og forældre skal holde sig i baggrunden ikke mindst, når det gælder coaching og råben – og 5underlags. Sidstnævnte en klar HIK-specialitet, for vi kunne som en af meget få organisere fodbold på græs, på gulv (i Hallen), på asfalt (i skolegården), på kunstgræs (minikunstgræs-bandebanen) og på sand (Beach-volley sandet på den gamle Centre Court) inden for gåafstand. Året sluttede med, at Fodbold Old Boys stod i spidsen for salg af juletræer fra P-pladsen foran Hallen.

Et særligt kuriosum var Johan Bay, der nu var blevet så landskendt for sin ensomme HIK Supporter-indsats, at han var blevet indstillet til den officielle pris som ”Årets Fan” i Danmark. I en TV-transmitteret Års-Fodboldgalla kunne man dog konstatere, at han måtte bøje sig for Brøndby Supporters – selv om Johan var meget, meget mere fredelig og ikke-voldelig.
 

2008

Kunstgræsbanen – ja, den kom efter sommerferien. Men i en desværre ikke særlig brugervenlig udgave. Ikke fordi, der var noget galt med det arbejde, som anlægsfolkene havde udført – det så helt godkendt ud. Banen klarede selv de største regnskyl uden at beholde vandet – meget opløftende, for man havde jo hørt op til flere ikke særlig rare beretninger fra andre etableringer rundt omkring i landet. Nej, det var masterne, der manglede og dermed lyset. Kommunen havde valgt at etablere banen uden lys i første omgang. I stedet for at få de forskellige orienteringer og dialogen med naboerne afklaret i det halve år, der var gået fra banen blev vedtaget til arbejdet blev afsluttet – og man gjorde en del ud af, at det var en naboorientering og ikke en høringsfase – så ville man tage det efterfølgende. Reelt var der jo tale om genetablering af lys på en HIK-fodboldbane – tilmed nu en bane, der lå endnu længere væk fra nærmeste nabo end det lys, der havde været på den tidligere grusbane dér, hvor bane 1 nu lå – og teknologien var klart bedre nu end dengang, hvad angik at få lyset koncentreret på dét, som det handlede om, nemlig spillefladen frem for at lysforurene Guds fri aftenhimmel. Det hele betød, at vi kun fik meget lidt gavn af banen udover i weekenderne p.g.a. vintermørket. Fristen for at få lys på blev hele tiden skubbet, så det blev ikke i 2008. Optimisterne troede stadig på en vellykket slutning – pessimisterne tvivlede - men banen var dejlig blød og indbydende og samtidig hurtig at spille på. Håbet om at få en overetage på Hallen spøger stadig – ikke mindst inspireret af tankerne om foreningsfitness.

2008 ingen undtagelse – også dette år skulle der ske tilpasninger i vores struktur og organisation. Vi gik ind i 2008 med en ansat breddekonsulent i Hjalte, men også han stoppede ret hurtigt. I den nye struktur, som blev præsenteret i Klubbladet optrådte dog fortsat både en breddekonsulent og talentkoordinator. Styrelsen skulle udover formand Per Garhøj nu bestå af Seniorleder Jørn Kønig, Kvinde/Pige-leder Nadja Hauch-Fausbøll, Ansvarlig for Ældre Ungdom Mads Surel og for Yngre Ungdom Christian Knuth-Winterfeldt, Talentchef Claus Lindholm samt Profs Teamchef Morten Mortensen. Vi kan godt røbe, at der bliver justeret på strukturen igen næste sæson. Man rustede sig med en målmandstræner. En markant afgang sås i pigeafdelingen, hvor Claus Timm – man kan vist roligt kalde ham for pioneren bag den svære opstart og de forrygende første fremgangsår – takkede af. Afløserne stod heldigvis klar, for pigefodbolden boomede i HIK. Så meget, at vi ved årets udgang blev kåret til Årets Pigeklub i København. Skudsmålet lød ”Med den store fokus, HIK har haft på pigesiden, har det medført et fantastisk pigefodboldmiljø, som er en stor tiltrækkende faktor for andre piger i lokalområdet”. På drengesiden var der af DBU netop introduceret og indført et licenssystem for de ypperste ungdomsafdelinger. Flere ting – ikke mindst omkring manglende faciliteter – gjorde, at HIK ikke engang kunne søge. Men det stod allerede nu klart, at licens var noget man måtte arbejde på at få inden for få år.

Divisionsholdet klarede ikke skærene i 1. division – vi rykkede ned. Kort før lukketid blev HIKs fodboldledelse enig med Jesper Hansen om, at samarbejdet skulle stoppe – ikke mindst fordi Jesper meddelte, at han havde takket ja til et tilbud fra Lolland-Falster Alliancen om at blive træner på hel tid der efter sommerpausen. Og netop den klub var en af vore mest indædte rivaler til at undgå nedrykningen – så for begge parter var det egentlig lige for at stoppe parløbet. Ny træner blev Jørgen Tidemand efter sommerferien, men det blev kun frem til vinterpausen og dermed det sidste ½ år af 2008, at han fik lov at stå i spidsen for det, der nu var et 2. divisionshold. Ellers var alt andet ved det gamle i seniorfodbold – 2. og 3. senior hvor de plejede at spille og fortsat med 2 hold i 7mands. 2. senior bliver i disse år trænet af en af vore gamle HIK-kæmper – Torben G. Hansen. Kvinderne stod for dynamikken – var nu oppe på 2 hold i 7mands. Ingen hemmelighed at langt de fleste af spillerne var enten mødre eller i mødrealderen, så det var et par modne HIK-hold, der stillede op her. Kvinderne var dog ikke ene om at tilføje nyt. I gammelmandsfodbolden fik vi efter sommerferien lukket hullet – et forældrebaseret Old Boys 7mandshold så dagens lys. Og så blev vi straks fra start Mester – sammen med Skovshoved stillede vi et kombineret hold – i den nystartede Super Grand Old Masters for +65årige, der blev afviklet som 7mands-formiddagskampe på hverdage. Dermed vores 3. Københavnsmesterskab på 3 sæsoner hos de ældre.

På ungdomssiden holdt vi os sportsligt på samme ret gode leje – i foråret hed rækkerne hos de ældste 3. division, i efteråret havde de skiftet navn til Elite Øst. Men vi var med både med ynglinge (U18/U19) og junior (U16/U17). Drengene lå fortsat i Mester og samlet stillede vi op med 2 ynglingehold, 3 juniorhold, 3 hold i ældste drenge og 5-6 hold i yngste drenge og et hav af hold i de ikke-tællende yngre rækker. På pigesiden deltog vi nu fra top til bund i aldersklasserne og hos både de ældste og yngste tællende piger med vores 11M-hold i Mester. I alt tog vi 8 rækkevindertitler i 2008 – udover Super Grand Old Masters var det i U16 junior 7mands (her deltog vi kun i foråret, men vandt altså), 3 titler i U13 drenge, 1 i U15 drenge samt 2 i U14 drenge – heraf det ene et Københavnsmesterskab som vinder af bedste række i den årgang. Vi kom i en pokalfinale atter i 2008 – men her måtte pigerne se sig besejret. At der også kunne komme markante trænere udefra til HIK var Niels Ibsen et klart bevis på – Niels kaster sig ud i at tage sig af både årgang 96, og senere 99 og 01. Også Peter Andersen markerer sig i disse år – få kan længere huske, at han har en fortid hos B 1903 – som meget trofast træner og medtræner for diverse pigehold.

2008 blev også året, hvor Uffe Bech – nu spillende for Lyngby – fik sin landsholdsdebut. Han fik stadig tid til indimellem at passe træningen for ”sine og vore damer i HIK”, men der blev ikke uventet noget længere imellem. Til gengæld deltog en stadig længere række af HIK-drenge og nu også –piger i Unionsfællestræninger og DBU-iagttagne talentgrupper. I det hele taget er HIK i disse år en yderst flittig deltager i diverse KBU- og DBU-aktiviteter – både McDonalds Cup, Jyske 3-bold samt Horst Wein-stævnerne, trænersamlinger og inspirationsdage. Også i HIKs egne talenttræninger tog man stadig oftere gæstetrænere ind for at øge dels motivationen hos deltagerne, men også som inspiration for vore egne trænere.

 

2009
 

Tredje – og måske ikke sidste kapitel – blev skrevet omkring kunstgræsbanen. Nu lå den der – og blev meget positivt benyttet af mange. På de lidt varmere dage yndede især de yngste at tage skoene af og spille enten barfodet eller i strømpesok på det bløde underlag. Der blev monteret lysmaster og der kom lys på banen – men kort efter måtte det alligevel ikke benyttes. Nogle meget skarptseende og nøjeregnende blandt naboerne følte sig voldsomt generet – og så startede en længerevarende pendulperiode med skriv og snak mellem dem og Kommunens ansatte. Så måtte lyset benyttes, så skulle der lige rettes lidt hist og pist på indstillingen af nogle ekstra afskærmninger, så måtte det bruges igen, så blev det stormvejr og lamperne drejede sig lidt p.g.a at vinden tog fat i de ekstra afskærmninger, så måtte det igen ikke benyttes og sådan gik det hele i ring. Når der var lys på, - så var det omkring ¾ af banen, der var belyst. Resten lå i dyb mørke. Man lærte at blive nøjsom – og kunne kun ærgre sig over, at det ikke var blevet tilladt os at benytte den nyeste teknologi bedre efter fortjeneste. Tanken om etage 2 på Maglegårdshallen spøgte stadig – men nu var den ellers tidligere så kry hovedformand Søren Smedegaard blevet noget mere afdæmpet omkring udsigterne til succes i hvert fald, når det gjaldt en forbedring og udvidelse af Hallens faciliteter. Det var, hvad han bragte til torvs i årets sidste nummer af klubbladet.

Organisatorisk – sædvanen tro, skulle der laves lidt om igen. Det hele blev holdt inden for 1 enhed – også divisionsholdet, der stadig markedsførte sig som professionel. Nu igen med egen direktør i Christian Hill. Fodboldledelsen havde uændret Per Garhøj som formand, men nu var der indført en næstformandspost til Thomas Monberg Hansen med ansvar for drift & administration og i næste geled optrådte stadig Seniorleder Jørn Kønig nu med følgeskab af Talentansvarlig Per Frimann og Ungdomsformand Mads Surel. Under dem igen kom Christian Knuth-Winterfeldt som ansvarlig for Yngste Ungdom og Nadja Hauch-Fausbøll som ansvarlig for Pigeafdelingen. Sidstnævnte skiftedes senere ud med Søren Brøchner-Mortensen, så der igen ingen kvinder var i HIKs fodbodledelse til trods for, at det var den del af HIK-fodbold, der ligesom fodbold i det øvrige Danmark voksede mest i 2009. Der var også afsat en underpost som Ansvarlig for Ældste Ungdom, men den kneb det med at besætte mere permanent. Nu blev både HIK og enkeltledere berømmet og hædret. I starten af 2009 blev Christina Wex hædret af Danmarks Idræts Forbund som Årets Ildsjæl – med særlig fremhævning af indsatsen omkring oprettelse af Forældreforening, kvindefodbold og mikroputpigerne. Og så blev HIK hædret som Årets Børneklub i København. Her var begrundelserne mangfoldige : Vi blev fremhævet for at tilbyde aktiviteter tilpasset børnene, overholde DBUs børnepolitik, tilbyde vore trænere uddannelse, have et aktivt forældresamarbejde, udforme vores egen adfærdspolitik, arbejde for fair play, aktivt deltage i og udbrede DBUs aktiviteter for børn, samarbejde med andre institutioner og klubber i lokalområdet. Endelig blev Poul Frederiksen den første modtager af en nyindført Astrup-pokal.

Divisionsholdet skiftede igen træner. Ny – det vil sige han havde nu selv en fortid som aktiv spiller for HIK - blev Hasse Kuhn. Som assistent var Clement Cliford tiltrådt tidligere og han blev heldigvis hængende. Holdet klarede sin første sæson i 2. division Øst – var lidt med inde i et kapløb om en kvalifikationskamp til 1. division, men ikke rigtigt for alvor. Ved vinterpausen lå vi placeret meget lunt – og måske også lidt uinteressant – i midten af rækken. 2. senior og 3. senior en tro kopi af året før – klarede skærene i Serie 1 og Serie 4, men heller ikke mere. Nu var vi nede på et enkelt 7mandshold igen efter sommerferien. Til gengæld var det andet 7mandshold nu – efter forinden at have vundet sin række - gået op for at fordoble antallet af 7mandshold i Old Boys. Og med succes - allerede rækkevinder i første halvår og rykket op i Mester til 2010. Det samme gjorde kvinderne – rykkede op 2 gange i 2009 med sit bedste 7mandshold, så også de i 2010 ville tørne ud i Mester. På gammelmandsfronten var der stabilitet, hvad angå deltagelse, men knap så meget, hvad angik resultater. Vi raslede lidt ned, men stadig med i bedste række i 2010 fra nu Masters og ældre. Veteran og Superveteran skulle i 2010 begge deltage i næstbedste geled, og Old Boys – ja de var jo fortsat blot på 7mandsstadiet. Den helt store nyskabelse var, at det lykkedes at få stablet en Old Girls-række – som 7mands – på benene. Og her deltog vi fra start og med så stor succes, at vi blev den første vinder af denne turnering. Den helt store sportslige triumf var, at det lykkedes os at vinde Danmarksmesterskabet for U21-hold – talentturneringen eller Stimorol Cup, som den officielt hed. Finalesejren var over SønderjyskE og igen tabte vi hjemme for så at slå til med brask og bram på udebane i Haderslev. Klubbladet og hjemmesiden bragte selvfølgelig nyheden og sammensætningen af finaleholdet. Undervejs havde både spillere fra U19 og U17-holdene også bidraget til triumfen. Finaleholdet var tæt på at være identisk med divisionsholdet – understregede, at HIK i 2009s 2. division Øst var et endda meget ungt hold.

I ungdomsafdelingen var vi med så langt fremme, som vi nu kunne komme, når vi ikke var kandidat til at få tildelt licens på grund af de manglende især indendørs-faciliteter. Nu hed toprækkerne først Elite Øst og siden 2. division hos de ældste, og vi var med i både U19, U17 og U15 – vi sluttede til sidst som bedste københavnske hold i både U19 og U15 (her reelt identisk med et Københavnsmesterskab) og næstbedste i U17. De underliggende hold gjorde det også ganske godt. Det samme gjorde pigerne. Vi havde både U18 og U15 pigerne med i Mesterrækken og begge med et tilkoblet 7mands 2. hold i efteråret. Nu var det igen muligt at blive mester i U13 pige, så vi tog den titel for første gang – endnu et Københavnsmesterskab. Det blev samlet til en ny rekord i antal hold – vi havde nu over 80 turneringshold lige fra 3mands (U7 piger) til 11mands over 5mands, 7mands og 9mands. Og vi vandt samlet 9 KBU-rækker – også det ny sæsonrekord : Super Grand Old Masters sammen med Skovshoved, 7M Old Boys, Old Girls, 7M Senior, U19 ynglinge, U15 drenge, dobbelt U14 drenge samt U13 pige. Derimod lykkedes det os ikke at komme i en pokalfinale, og vi vandt heller ikke nogen af de allerførste Futsal-KM-titler, hvor vi også kun stillede op med U17 drenge. Den store profil i pigeafdelingen er i disse år Nadja Hauch-Fausbøll, der organiserer, træner og fungerer som holdleder for en stadig voksende flok af pigeungdomshold.

I klubbladet begyndte man at lade op til, at der i 2010 ville være Guldbryllup for samarbejdet mellem HIK og Brædstrup. Gennem hele årtiet 2000-2009 var samarbejdet og udvekslingen af venskabsbesøg fortsat helt som før. Ført an af Søren Bjerg – senere assisteret af Peter Kamedula og siden også af Flemming Dam og Brian Madsen. Drengene blev skiftet ud, men lederne var år efter år de samme. Det var det sidstnævnte 3-kløver, der nu barslede med omfattende jubilæumsfestligheder og særudstillinger. Det hører vi sikkert meget mere til næste år.
 

2010

Kunstgræsbanen kom atter i fokus. Bestemt ikke fordi den lå badet i lys om aftenen eller sidst på eftermiddagen i vinterperioden. Nu var der også klager over støj fra banen. Støj har der været altid – lige siden banens start i 1915 – og det var svært at bevise/modbevise, at støjen kunne høres bedre nu med plastic i undergrunden end som før med sparsomt græs/større jordhuller. Så det blev der skrevet mangt og meget om mellem Kommunen, HIK og naboer. Ved årets udgang var Kommunen indanket for Miljøklagenævnet af en gruppe naboer – så 2011 får nok også sit kunstgræsbane-kapitel. I slutningen af november blev der så rejst 3 master mere – men ved årets udgang var de endnu ikke blevet forsynet med hverken projektører eller afskærmninger. Alle havde blikket rettet mod 2011 – vil der komme den lysstyrke, som man fra start var stillet i udsigt og ovre hele spillefladen ? Omkring en evt. udvidelse af Hallen var der helt stille i 2010 – nogle spagfærdige pip om at udvide terrassen for at begrænse brugen af midterrummets trappe for spillere i fuld mundering var det meste. Nogle snakkede også om at få udvidet bane 1 ud for Hallen til de nu magiske 68 meter i banebredde + 2-3 meter til hegnet i hver side. Som det var ved årets udgang kunne banen ikke godkendes til kampe i DBUs turneringer.

Organisatorisk blev der ikke ændret på det formelle plan. Men en afgang af Mads Surel som Ungdomsformand førte til etablering af diverse koordinator-roller – for talentudvikling, for U21/ungsenior og sidst på året også på pigesiden, der barslede med U21 kvindeungdom og talentchef. Klubbladet gik ind som trykt udgave – erstattet af et internetbaseret, som man kunne printe ud efter egen lyst. Fodboldledelsen kom også et par gange med et slags Nyhedsbrev, men ellers var det Hjemmesiden med stadige udvidelser af undersider for de enkelte hold og aldersgrupper, der blev hovedkilden til information, underholdning, snak og sladder. Året blev indledt med, at Christian Kunth-Winterfeldt af KBU/Jyske Bank blev hædret med ”Gør-en-forskel”prisen i Københavnsk fodbold. Pokal, en mindre check og rosende omtale på både KBUs Repræsentantskabsmøde og i KBUs blad. Fulgt op på HIKs Generalforsamling, hvor samme Christian fik sit foto på hædersvæggen. Sidst på året skiftede tilmed Københavns Boldspil-Union (KBU) navn til nu at hedde DBU København. Indholdet – turneringerne, turneringsindskud, dommerhonorarer, bøder – blev hverken bedre eller dårligere, dyrere eller billigere af den grund. Det skulle gerne ose af samhørighed i dansk fodbold var tanken. I løbet af 2010 afløste Jesper Gradert (pigetræner og -leder) Poul Frederiksen i DBU Københavns Turneringsgruppe (det tidligere Turneringsudvalg).

Divisionsholdet beholdt sin træner – faktisk hele sit trænerteam bestående af Hasse Kuhn, Dennis Foss og Clement Cliford. Godt med fremme i sin 2. division Øst ved nytår, men ellers var det de øvrige hold i Senior, der bragte sig i fokus i 2010. I sommerpausen rykkede både 2. senior (fra Serie 1) og 3. senior (fra Serie 4) ned. Som modreaktion besluttede forårets U19 ynglinge 2 sig for at fortsætte uafbrudt som et nytilmeldt 4. senior, ligesom der kom yderligere 2 stk. 7-mandshold til på herresiden. Samlet 7 hold – det skulle vi mange år tilbage for at opleve magen til. Og sportsligt gav det i høj grad bonus. 2. senior sikrede sig i efterårets sidste kamp en returbillet til Serie 1, og det nye 4. senior gik ubesejret igennem sin Serie 5-pulje og skal til foråret 2011 spille i Serie 4. Både 7M hold 2 og 3 rykkede også op. På Kvindesiden så det længe meget kritisk ud for 1. holdets videre skæbne i 7M Mester – men et par afmeldinger fra modstanderhold gjorde udslaget – vi forblev med et hold, der havde opsuget 4 nyoprykkede fra forårets U18 pige. På gammelmands – og Old Girls-siden – var der rimeligt stille. Dog rykkede Superveteran ned – igen, for det gjorde de faktisk også efter 2009, men dengang blev de reddet på skrivebordet., da KBU udvidede rækken.

I ungdomsafdelingen var årets store spørgsmål, om det skulle lykkes os at blive DBU-licensklub. Vi ansøgte – anført af Christian Larsen fra trænerteamet omkring forårets U17 drenge-hold. Men, vi blev vejet og fundet for lette – ansøgningen vejede med sine godt 200 sider ellers godt nok til. Men, vi fik en dør til det forjættede land lukket op på klem – U17 drenge 1 fik et wild card til DBUs U17 Divisionen og skulle nu møde et utal hold fra Provinsen – Sønderborg, Horsens, Thisted, Viborg, Silkeborg for blot at nævne enkelte – efter sommerferien. I foråret havde vi både U19 ynglinge 1 i 2. division, U17 junior 1 i 2. division og U15 drenge 1 (95erne) i Elite Øst med i fællesturneringer med hold fra andre lokalunioner øst for Storebælt – så vi husede mange og stærke sjællandske hold undervejs. I sommerpausen blev der skiftet grundigt ud på spillersiden i den meget spændende 95-årgang. Et par fra afgange kom senere på DBUs landshold for årgangen – Morten B. Knudsen og Yones Felfel, nu blot ikke som HIKere men som henholdsvis FCM- og FCK-spiller. Også en anden tidligere HIKer – Uffe M. Bech - førte sig via Lyngby frem på diverse DBU-landshold i 2010.

Pigesiden havde held til at komme i U15 pige Elite Øst og klarede skærene i den svære første halvsæson, så vi også i 2011 forår er med her. De besluttede at fejre det ved at flytte sine hjemmekampe i efteråret op på Gentofte Stadion Opvisning. Samme bane lagde arena til, da Københavns allerførste pokalfinaler for 7M Herrer og Kvinder løb af stablen. Og det med HIK som deltager og vinder af Kvindernes pokal – 1-0 over ØKF. I øvrigt bragte året samlet 10 KBU-rækkevindere – rekord for HIK. I foråret var det U13 pige (9M) 1, - der dermed også blev Københavnsmester – U13 97 drenge 4, U13 97 drenge 2, U14 96 drenge 2 samt U17 drenge 2. I efteråret Senior 4, U17 drenge 4, U15 pige 7M, U14 97 drenge 4 og U13 98 drenge-Maglegård i 7M. Vi nåede også at lægge bane til både Bakken-stævnets kampe for de yngste i foråret og til en talentsamling for U15 pige i efteråret.

I klubbladet havde man over det sidste år ladet godt op til, at der i 2010 ville være Guldbryllup for samarbejdet mellem HIK og Brædstrup. Det blev i sandhed markeret – med Reception i Maglegårdshallen, hvor borgmester Toft mødte op, i foråret og fulgt op i efteråret i Brædstrup. Der blev arrangeret en særlig fotoudstilling, fremstillet særlige spilletrøjer, jubilæumstrøjer, - skjorter og –jakker. Det hele ført an og sat i scene af Flemming Dam, Peter Kamedula, Brian Madsen og Børge Heidegaard.