HIKs holdninger til at træne sammen og til niveaudeling

Hvor er det let at finde nye kammerater med samme interesse - svaret lige for : i sporten og for os i fodbold. Det er ikke altid sådan, at de ellers bedste venner har samme evner og interesse i sporten. Det er ikke altid fedt at komme til fodbold med de samme personer man går i skole og GFO med. Tit og ofte indtager man de samme roller som har haft tidligere på dagen. Det er ikke altid lige optimalt.

HIK træner så vidt muligt alle spillere i samme årgang i de yngste årgange på samme bane. Vi træner stationstræning. Alle - vi kan let være 50 eller flere - kommer rundt til alle stationer i grupper på 6-10 børn. Nogen dage deles de bedste på samme stationshold - andre dage ikke. Men hvorfor gør vi egentligt sådan og hvorfor gør vi i det tale som vi gør med vores yngste spillere?

Niveaudeling og selektion

Niveaudeling er den proces, hvor spillerne til træning og kamp inddeles efter deres aktuelle niveau. Selektion er den proces, hvor de bedste spillere udvælges til det/de bedste hold.

Niveaudeling

Det er meget motiverende for børn at lykkes med nye ting. Derfor må vi sikre, at børnene en gang imellem også træner og spiller kampe i et miljø, hvor de kan afprøve og lykkes med deres finter og driblinger. De mindre dygtige nyder også godt af at spille med de dygtige en gang i mellem. Her ser de mange rigtige løsninger og lærer mere, end hvis de hele tiden spiller med spillere på eget niveau. Dette betyder også, at de dygtige børn på en årgang en gang i mellem bør træne og evt. spille kamp med endnu bedre spillere, eventuelt fra årgangen over.

En fleksibel niveaudeling er den bedste løsning, både for de dygtige og mindre dygtige spillere. Nogle gange hører man udsagnet: Lige børn leger bedst. Men det er kun rigtigt en gang i mellem. Bare kig på børnene og deres egne små fodboldspil! Det er ikke børnenes behov at blive delt op i gode og dårlige. Her laver børnene ikke 1.- og 2. hold, men jævnbyrdige hold, der spiller lige kampe. De ulige kampe stopper hurtigt og børnene laver af sig selv nye og mere retfærdige hold. Det er sjovere, fordi der er meget mere konkurrence i de lige kampe. Derfor er der mere sandhed i udsagnet : Lige hold leger bedst.

Konsekvent niveaudeling er en dårlig ide, ligesom det er en dårlig ide aldrig at niveaudele. Spørgsmålet om niveaudeling er altså ikke et spørgsmål om enten/eller, men snarere et spørgsmål om hvornår og hvordan. Vi skal niveaudele af hensyn til børnene og deres udvikling - ikke af hensyn til resultater!

Hvor skal vi niveaudele?

I de yngste årgange er det altoverskyggende tema legen med bolden, derfor Ingen niveaudeling for yngre end U8/U9 ! Men, Begyndende niveaudeling fra og med U8/U9 og ældre !

Fra og med U8/U9 vil børnene have store færdighedsforskelle. Børn medet par års fodbold i benene vil ofte have en udviklet teknik og også have en spirende forståelse for spillets taktiske udfordringer. Derfor har disse børn nu andre udviklingsbehov i forhold til begynderne på dette alderstrin. Nu træder 25-50-25 reglen i kraft. 25 % af tiden bør spillerne udfordres af spillere under deres eget niveau, 50 % af tiden af spillere på deres eget niveau og 25 % af tiden af spillere over deres eget niveau. Denne tommelfingerregel har vist sig at kunne skabe et stimulerende og udviklende miljø. Spillerne niveaudeles efter princippet 25-50-25 fra U8/U9 !

Gradvist ændres denne fordeling op igennem børnefodbolden til fordel for træning på eget niveau og træning med endnu bedre spillere.

Ovenstående er anbefalinger. Ikke to børn er ens og børnene har krav på individuelle hensyn. Det vigtigste er, at barnet trives i et sjovt og sundt miljø og bliver ved med at spille fodbold. 

Selektion

Selektion er et andet vigtigt princip i en god spillerudvikling. Vi selekterer de bedste spillere fra byen eller nærområdet og samler dem på det bedste hold. Ofte i områdets største klub. Denne selektion foregår også i de yngre årgange og er uheldig af flere årsager.

For det første fordi, det er umuligt at forudsige hvilke børn der vil nå det højeste niveau. Derfor kasseres mange børn efterhånden som de overhales af deres jævnaldrene kammerater. Princippet med at kassere spillere og hente bedre til klubben tilhører den voksne og professionelle fodboldverden og er ikke en anstændig måde at behandle børn på. Det opbygger for tidligt et præstationsmiljø, hvor børnene forsøger at undgå fejl.

For det andet resulterer denne målrettede opbygning af børneelitehold ofte i, at holdet ikke får en god matchning i lokalområdet. Holdet bliver suverænt og vinder lutter storsejre. Derfor er det et meget bedre princip, at udskyde selektionen af de bedste. Hvis de bedste spillere bliver i deres lokale klub kan området mønstre flere dygtige hold og bevare en spændende og jævnbyrdig turnering. Senere ændrer børnenes behov sig og disse varetages ofte bedst i en større klub med flere ressourcer. Og så har man nået det bedste tidspunkt for selektion. Så kan man også bedre – og med en mindre fejlmargin – selektere de mest talentfulde med det største potentiale.

Vi skal niveaudele og selektere med omtanke og med henblik på at udvikle spillerne - ikke for at vinde børnefodboldkampe nu og her.

Nej tak til tidlig specialisering

Ingen kan undværes på et fodboldhold. Og ingen pladser er vigtigere end andre. Det betyder at vi allerede fra starten opdrager børnene til at kunne spille flere pladser på holdet i en kamp, og at man ikke låser en spiller fast som målmand, venstre back eller andet. Hvem ved i øvrigt om Jens eller Carl (som  måske er god som keeper som 8 årig,  er en god keeper som 16 årig? Hvem ved måske var hans bedste plads midt midt, men den plads fik han aldrig spillet).

Men så vinder vi ikke guld?

Måske ikke, men skal man ikke lære at tabe også? Dermed være ikke sagt, at man ikke må spille for at vinde. Det må man godt. Det skal bare ikke være på bekostning af, at det først og fremmest skal være sjovt. Dernæst skulle man gerne udvikle sig som spiller til at blive bedre og bedre. Dette at vinde meget er bestemt ikke altid lig med at man gør det rigtige. Man kan vinde meget med at lave ingen fejl, stille spillerne op på samme måde, osv. osv.

Gode resultater på kort sigt ja, men erfaringerne er ikke gode med spillere, som kun har vundet og aldrig lært at tabe. Men skal spillerne ikke i øvrigt ikke lære ved at lave fejl? Og at det er ok at lave fejl? Ronaldinho osv. var da aldrig blevet så god, hvis han ikke måtte træne og bruge sine mange sjove finter i kamp, men bare skulle aflevere bolden, og hvis han ikke gjorde det, så blev man sur på ham. Hvem ved måske var han forsvarsspiller den gang? Man lærer forskellige ting ved at have forskellige pladser.

Hvad ønsker HIK derfor af jer forældre og andre kloge hoveder?

At I hjælper os med at forklarer jeres børn og omverdenen, hvorfor vi gør som vi gør. Vi håber og tror, at der er en mening med galskaben. Man kan være enig/uenig det er man velkommen til. Vi lytter til hvad i siger, men hvad vi lige har skrevet, det vi går ind for, så vi håber meget på jeres opbakning. Den er meget vigtig for den kommende tid for jer, jeres børn og for HIK’s fremtidig liv.